Aller forsøger sig på nettet

Carl Allers Etablissement er den største udbyder af ugeblade i Skandinavien, men ugebladsmarkedet har i de seneste år været faldende.
Jakob Hommel-Hansen

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Rella Holding, der blev stiftet i 1991 og som eneste aktivitet ejer 9,3 mio. stk. B-aktier svarende til 51,3 pct. af familieforetagendet Carl Allers Etablissement A/S(CAE), blev noteret på børsen i juni 2006. Rella, som er Aller stavet bagfra, har ingen stemmerettigheder i CAE. Derimod har Allerfonden 56 pct. af stemmerettighederne og dermed kontrollen over CAE's ledelse, som består af fire Aller-familiemedlemmer.

CAE har igennem de seneste år haft en strategi for udvikling, der indebærer risikable og modige projekter, hvilket foreløbig har givet flere skuffelser end succeser.

Eftersom ledelsen i Rella ikke er interesseret i at investere i andre selskaber end CAE, må aktiekursen i Rella være bestemt af værdien af CAE fratrukket de omkostninger, der nu må være ved at drive Rella.

Lavt gældsniveau
Ydermere gør Rella en dyd ud af at fastholde selskabets gæld på et lavt niveau, hvilket illustreres ved en soliditetsgrad på 81,3 pct. ved halvåret 2008, således at rentestigninger og finansielle kriser ikke påvirker selskabet i væsentlig grad.

CAE er den største udbyder af ugeblade i Skandinavien med markedsandele i Danmark, Norge og Sverige på henholdsvis 72, 48 og 83 pct. De største og mest kendte ugeblade i Danmark er Billedbladet, Se og Hør, Familiejournalen og Ude og Hjemme. Mulighederne for, at disse blade kan udvide deres læserskare, er derfor meget lille med et samlet læsertal på godt tre mio. læsere. I Finland er mulighederne lidt større med en stadig stigende markedsandel på pt. 35 pct.

Ugebladsmarkedet har i de seneste år været faldende, hvilket også er reflekteret i oplagstallene for CAE og den store konkurrent Egmont magasiner. Derfor har CAE forsøgt sig med modige og risikofyldte investeringer i nye magasiner som for eksempel Fokus, der blev lanceret med et brag i begyndelsen af 2006, men som allerede i januar 2007 måtte lukke med store tab til følge. Også den norske mobiltelefontjeneste MOOX måtte lukke efter en kort levetid med et konstateret tab på 40 mio. kr.

Konjunkturen rammer
Den forestående lavkonjunktur vil lægge en dæmper på annonceringslysten, hvilket især vil ramme CAE's magasiner, der henter størstedelen af deres indtægter herfra. Faldende købelyst hos forbrugeren vil ligeledes mindske lysten til blade, der viser de nyeste kjoler, flotteste indretningsstile og lækreste madretter. CAE's gratismagasiner,Where2go og det nytilkøbte Chili, står ligeledes over for svære tider, eftersom disse finansieres 100 pct. af annonceindtægterne.

CAE satser meget på internettet, og med næsten en fordobling af omsætning til 140 mio. kr. på dette område er der sket en stor udvikling. Ud af den samlede omsætning på 4,1 mia. kr. svarer det dog stadig kun til ca. 4 pct.

Internettets muligheder er imidlertid CAE's mulighed for vækst, og der satses markant på at oparbejde hjemmesider, der kan understøtte de eksisterende ugeblade og magasiner. Yderligere satses der på nye hjemmesider, som edbpriser.dk og oestrogen.dk.

Store muligheder
Med en egenkapital på 3,9 mia. kr. og en soliditetsgrad på 73 pct. er de økonomiske muligheder for udvikling af koncepter til internettet og nye magasiner store. Samtidig giver den fornuftige kapitalbeholdning mulighed for udlodning af ekstraordinære udbytter med det mål at øge gearingen i selskabet.

Generelt er CAE et selskab med mange gode brands, som giver en stærk pengestrøm, men det afgørende punkt for Rella-aktien er, om CAE formår at udnytte brandet fra ugebladene på internettet.

Det er ikke lykkedes endnu, men de seneste års markante nedgang i oplagstallene må efterhånden få ledelsen til at arbejde hårdt på nye muligheder. Før en transformation er gennemført, er det dog meget tvivlsomt, om CAE og dermed Rella vil kunne vise en stærk fremgang i de kommende års meget udfordrende marked.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også