Trykkompagniet på vej mod lukning

DK's største dagbladstrykkeri, der ejes ligeligt af Berlingske Media og JP/Politikens Hus, overvejer at lukke virksomheden.
MediaWatch

Opdateret: Baggrunden for den eventuelle lukning af Trykkompagniet er, at selskabet står over for store investeringer i prisklassen 200-300 mio. kr., samt at der er generel overkapacitet på trykmarkedet.

"Trykkompagniet har, som andre trykkerier, længe været negativt påvirket af den generelle mediemarkedssituation med faldende oplagstal og fald i antallet af aviser og fagblade. Situationen er dog betydeligt forværret for virksomheden i dag, som følge af den hastigt voksende overkapacitet på trykmarkedet," siger formanden for Trykkompagniets bestyrelse, Bjarne Munck, i en pressemeddelelse.

De mange faktorer gør, at de to ejere ikke længere ser Trykkompagniet, der dagligt bl.a. har trykt Berlingske Tidende, 24Timer, Ekstra Bladet og Urban som en rentabel forretning.

"Begge ejere skønner ganske enkelt, at det ikke er forsvarligt at videreføre selskabet og påtænker på dette grundlag at afvikle Trykkompagniet A/S," siger Jens Bruun, der er næstformand i bestyrelsen.

Dansk Avistryk får trykopgaven
Bjarne Munck vil ikke komme med bud på, hvor opgaverne så skal lægges ud, hvis det ender med en lukning af Trykkompagniet.

"Vi vil ikke udelukke nogen muligheder på forhånd, og der er jo et stort trykkeri under opbygning i Malmø, men der er ingen konkrete planer," siger bestyrelsesformand Bjarne Munck til MediaWatch og understreger, at beslutningen om at lukke trykkeriet ikke er endeligt truffet. Ifølge Business.dk er der dog allerede lavet en forhåndsaftale med Dansk Avistryk om at stå for trykningen af Berlingske Tidende og Urbans oplag øst for Storebælt - en aftale, der falder på et særdeles gunstigt tidspunkt for Dansk Avistryk, der i september måtte se sin storkunde Nyhedsavisen lukke ned. 

Beslutning om en måned
Trykkompagniets medarbejderne bliver nu orienteret, og der indledes forhandlinger med tillidsrepræsentanterne. Inden for den næste måned skal de komme med eventuelle bud på løsningsmodeller, der kan tale imod en lukning og herefter bliver den endelige beslutning truffet om virksomhedens fremtid.

Trykkompagniet har faciliteter på Avedøre Holme og er landets største dagbladstrykkeri. Trykkompagniet har 231 ansatte og havde i 2007 en omsætning på 380 mio. kr. og kom sidste år ud med et minus på 11 mio. kr.

- Newspaq
- MediaWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også