"Giv en ged" skal erobre erhvervslivet

I alt 15 mio. kr. tilbage på bundlinjen taler sit klare sprog - "Giv en ged" virker. Nu udvides kampagnen med et klimavenligt tilsnit og sætter kloven i erhvervslivet.
Zandra Damsgaard

Giv en ged, en sæk ris, en trædemølle eller en flok høns. Danskerne har siden 2006 kunnet sikre både sig selv og modtageren en funklende ren samvittighed med julegaven fra Folkekirkens Nødhjælp til verdens fattige.

Efter en massiv succes blandt private danskere det første år rettede nødhjælpsorganisationen sidste år skytset mod landets virksomheder. I denne uge lyder så startskuddet for årets kampagne, der skal få virksomheder til at tænke utraditionelt - årets firmajulegave skal nemlig tale til både medarbejderen, virksomheden og klimaet.

”I år har vi udvidet sortimentet med et særligt fokus på klima, som jo er vigtigt for mange virksomheder, og man kan for eksempel donere en vindmølle for 175.000 kr.,” fortæller Mads Klæstrup Kristensen, der er kommunikationschef i Folkekirkens Nødhjælp.

Sidste år skæppede den samlede Giv en ged-kampagne ca. 15 mio. kr. i Folkekirkens Nødhjælps pengekasse. Dertil kom 10 mio. i afledt salg, typisk fordi mange efterfølgende valgte at blive faste givere.

Mere kendt end Big Mac
Ifølge en undersøgelse, som Folkekirkens Nødhjælp har foretaget blandt godt 1.650 danskere, kender 92 pct. af danskerne til Giv en ged.

Det er faktisk en lille smule flere, end McDonald’s superbrand Big Mac kan trække herhjemme. Samme undersøgelse viser nemlig, at ”kun” 91 pct. af alle danskere kender burgergigantens vartegn.

Det stærke varemærke til trods ved mange ikke, at det er Folkekirkens Nødhjælp, som står bag Giv en ged-konceptet. Men det gør heller ikke det store, mener organisationen:

”Ideen har været at skabe et koncept, der var stærkt i sig selv. Vi vil hellere have en rigtigt stærk kampagne, end at man lige ved, at det er Folkekirkens Nødhjælps kampagne, så vi er bare glade for, at det fungerer,” siger Mads Klæstrup Kristensen.

Dobbeltgave med øko-guf
Forventningerne til årets salg ligger højt til trods for finanskrise og en generelt skrantende global økonomi. Navnlig på grund af positive tilbagemeldinger fra erhvervslivet venter man som minimum et resultat på linje med sidste års.

”Mange virksomheder er jo i tvivl om den julegave, og det er alt andet lige lettere at finde noget, alle medarbejdere kan have et værdifællesskab om, end at satse bredt med rødvin eller marcipan,” siger kommunikationschefen.

Et af de nyeste tiltag er således en ”dobbeltgave” i form af en julekurv med økologiske lækkerier til medarbejderen selv og et gavekort på ris og ænder til nogle af verdens fattigste.

En anden tendens er ifølge Mads Klæstrup Kristensen, at man søger gaver, der afspejler virksomheden:

”Det er jo sjovt at give noget, der passer til virksomheden selv, og vi ser, at for eksempel advokatfirmaer gerne vil give startkapital til en virksomhed, mens fiskere vil give orme, landmænd køkkenhaver og kreative vil give sjove gaver.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også