DR formand: Kvalitet vigtigere end høje seertal

Ny DR-formand har fokus på kvalitet i DR's medieudbud og får givetvis behov for klart at kunne definere, hvad public service kvalitet er.
Per Fanefjord Laursen

Mediemarkedet er interesseret i, om programlinjen i DR vil blive justeret med den nye stærke bestyrelsesformand.

Muligheden blev luftet, da MediaWatch talte med Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby efter udnævnelsen. Hun var ikke i tvivl om de forventninger, som partiet har til formanden: Et fokus på kvalitet, hvor overliggeren sidder højere end nu og fokus på dét, som markedet ikke kan levere. Det vil sige et ønske om, at DR koncentrerer sig mere om det, som de kommercielle aktører ikke kan - eller vil - bringe.

Hvis DR vælger en mere præcis definition af public service, skaffer det råderum til konkurrerende aktører inden for både tv, radio og internetdrift. En ikke uinteressant redaktionel håndsrækning for mange store og små medier.

Den nye formand har uden tvivl været i dialog med DR's topledelse, der absolut ikke deler Venstres synspunkt. Det er således svært at få øje på klare indikationer fra formanden selv, hvorvidt der er en lidt anden linje undervejs.

Michael Christiansen siger til DR's magasin DRåben, at han sjældent bruger en hel aften i sofaen foran tv-skærmen, men tirsdag så han DR1’s dækning af det amerikanske præsidentvalg i tre timer.

”Jeg ser samfundsrelaterede udsendelser, debat, dialog og kulturstof og også erhvervsstof. Jeg bruger DR som et værktøj til at skærpe min opmærksomhed mod de samfundsmæssige og kulturelle problemstillinger i Danmark og omverdenen. Men DR skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal mene - så bliver jeg rasende.”

Bred underholding skal være af høj kvalitet
DR's formand kommenterer også på ’X faktor’, som han kom til at kritisere på kvaliteten, før sin tiltrædelse. Det kastede ham, sikkert uforvarende, ud i et meget følsomt mediepolitisk farvand, for det kunne også tolkes som et spirende opgør mod DR's mere folkelige programtiltag; dem der også kunne leveres af de kommercielle kanaler.

Michael Christiansen kryber til korset i DRåben og erkender, at han ikke har set X Factor, men han minder om lovgivningen, der tegner udvælgelseskriterierne for DR:

”Men lovgivningen er klar: DR skal lave både brede og smalle programmer, og programmerne skal være af høj kvalitet. Hvis X Factor er det, ser jeg ingen problemer. Hvis det ikke er, kan jeg sætte et spørgsmålstegn.”

Kvalitet står over kamp om seertal
DR's nye bestyrelsesformand giver en yderligere indikation i et interview med Politiken i weekenden.
 
Han svarer på et spørgsmål, om DR bør have som mål at være Danmarks mest sete tv-station. Ja, som udgangspunkt. Det er ikke godt nok at være nummer to, siger den tidligere teaterchef. Det vil ikke være nogen ulykke, men DR skal stræbe efter at være nummer et. Men hvis det viser sig at blive en kamp mellem kvalitet og seertal, så er kvalitet vigtigst, og så må man hellere være nummer to, lyder meldingen.

Hvis DR1 skal op på seer-niveau med TV 2, skal der søsættes en hel serie af seerblockbuster programmer. Der er langt op til, at DR1 er på shareniveau med TV 2, som beskrevet hver uge i MediaWatchs TV Trends. I 2. halvår 2008 (til og med 6. november) ligger DR1 foreløbig på en seerandel på 23,3 procent, trods en god august med OL, mens TV 2 i 2. halvår har en andel på 31,3 procent.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også