Freeway afviser anklager fra newz.dk

Fuldstændigt grebet ud af luften. Freeway-direktør Morten Wagner afviser aftalebrud med newz.dk og vil nu have datterselskabets direktør bortvist.
Zandra Damsgaard

De flirtede i flere måneder, og efter Nyhedsavisens bortgang i september tog romancen mellem Freeway og avisen.dk for alvor fart. Det er man nu blevet godt og grundigt fornærmede over hos IT-nyhedsportalen newz.dk, som Freeway ejer halvdelen af.

Direktør Johnny Rechnagel fra newz.dk udtalte i en kortfattet pressemeddelelse tirsdag, at Freeway med sit engagement i avisen.dk har misligholdt aftalen om, at al nyhedsformidling skal gå igennem newz.dk. Derfor anser man hos newz.dk samarbejdet som afbrudt.

Det stiller Freeway-direktør Morten Wagner sig imidlertid uforstående over for. Freeway ejer nemlig fortsat 50 pct. af newz.dk og har ingen planer om at gå ud af selskabet.

”Som jeg ser det, er der tre muligheder. Enten indgår vi en form for forlig eller vi finder ud af at samarbejde på en ordentlig måde, eller også taber en af partner en retssag. Indtil en af de tre ting er sket, ejer vi stadig vores anpart i newz.dk,” fastslår Morten Wagner over for MediaWatch.

Kræver bortvisning
Han er vred over, at Johnny Rechnagel har valgt at hænge sit vasketøj til tørre offentligt frem for at forsøge at løse problemerne internt.

”Det her er fuldstændigt grebet ud af luften. Det må være noget, han har sendt i raseri, og det er jo skadeligt for hans egen virksomhed. Hvis man søger skilsmisse, gør man det i det stille, ikke i en pressemeddelelse,” siger Morten Wagner, som finder anklagerne grundløse.

Af samme grund vil Freeway nu forsøge at få Johnny Rechnagel afsat som direktør i datterselskabet newz.dk.

”Vi vil forsøge at få ham bortvist, for vi mener, at det her er useriøst. En retssag er ikke noget, vi stræber efter, men det er en mulighed,” lyder det således fra Morten Wagner.

Fik tilbud om avisen.dk
Ifølge Freeway-direktøren indebærer aftalen med newz.dk, at alt fremtidigt nyhedsarbejde skal gå igennem Freeway, men at newz.dk til enhver til skal have tilbuddet om at være med i andre senere indgåede nyhedssamarbejder.

Det tilbud fik newz.dk også i januar, da aftalen med avisen.dk i første omgang blev indgået, forsikrer Morten Wagner.

”De har fået tilbuddet om at være med i avisen.dk, og det afslog de. De havde ikke råd, og det vidste vi godt, men de fik tilbuddet, og det står stadig åbent,” erklærer Morten Wagner, der afviser, at sagen har fået interessen i avisen.dk til at dale.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også