Kinesiske bloggere snyder censuren

I Kina rykker kritiske kioskbasker-sager på nettet. Her er borgerjournalistik og blogs ikke bare for sjov, fortæller Berlingske-korrespondent Kim Rathcke Jensen.
MediaWatch

Hvad flyder nyhedsstrømmen over med, hvordan formår medierne at dække sagerne og hvilke trængsler går andres landes medier igennem? Det er nogle af de spørgsmål MediaWatch søger svar på hos korrespondenter rundt om i verden.

Kim Rathcke Jensen bor i Beijing, og er Berlingske Tidendes korrespondent i Kina. Derudover skriver han bloggen Kinablog.dk.

Hvad er det mest debatterede emne i 'dit land' for tiden?

"Der er faktisk ret mange interessante debatter lige nu. Seks betjente har dræbt en student i Dalian, og det har ført til en sag om politivold. Ikke mindst sammen med sagen fra Shanghai, hvor en person stak seks betjente ned og dræbte dem. Men set over den sidste måned, så er det stadig skandalen om det forurenede mælk, der fylder noget."

Bliver den dækket godt af de etablerede medier, eller bedre andre steder, såsom blogs?

"De etablerede medier har fået at vide, at de ikke selv må dække sagen. De må kun bruge materiale og telegrammer fra det officielle nyhedsbureau Xinhua. Det er selvfølgelig svært at få bekræftet, for SARFT vil selvfølgelig aldrig indrømme at, ja, den er god nok, den sag har vi sat os hårdt på og censurerer nu for fuld skrue. Men flere journalister bekræfter det.

En af de kilder jeg har talt med, en kinesisk aktivist og kritiker, sagde, at der var meget bud efter ham den første uge, efter skandalen brød ud. For journalisterne vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før de ikke kunne skrive frit om sagen. Og ganske rigtigt. Da jeg mødte ham, havde han lige fået en sms, hvor en journalist aflyste et interview, som han skulle have lavet til en tv-station om aftenen."

"Derfor, som så mange gange før, er debatten og sagen i høj grad ført ud på internettet. På blogs men især på fora, som er voldsomt populære i Kina. Og debatten er meget mere fri, end man ofte tror i Danmark. På trods af censur. For der er så mange måder at komme uden om den på. Derfor er debatten mange gange både informativ, kløgtig og begavet. Mange gange bliver der også bedrevet en form for, det er måske ikke det rigtige ord, men borgerjournalistik. Altså personer som siger, hey, det har jeg også været ude for, det skete på den og den måde, og bagefter lagde jeg sag an mod dem, og så videre. Når det så er sagt, så er der ved gud også mange usmarte og bøvede kommentarer derude, for det er altså et internet med mere end 350 millioner brugere."

Hvordan er de nationale mediers situation?

"Den 1. januar 2007 vedtog den kinesiske regering en særlov, der gav udenlandske korrespondenter lov til at rejse frit rundt i Kina og interview hvem de ville. Journalisterne skulle kunne dække OL i Kina ligeså frit som for eksempel OL i Grækenland, Australien eller hvor det nu måtte være.

Før 2007 skulle korrespondenterne nemlig have tilladelse til at rejse uden for deres base. Altså for eksempel hvis man boede i Beijing, så kunne man ikke bare smutte til Hebei, for at interviewe en person. Det skulle godkendes af det kinesiske udenrigsministerium. Ligesom de også skulle godkende, at man måtte interviewe den person. Det var regler, som man langt henad vejen bare ignorerede. For det meste uden problemer. Men det gik absolut galt en gang i mellem."

"Nu har man så valgt at gøre de regler permanente. Og det er jo godt. Det er der stor tilfredshed med blandt korrespondenterne. Selvom de samme regler i mere end 330 tilfælde blev ignoreret af myndighederne i de halvandet år op til OL. Altså, hvor politi og myndighederne tilbageholdt, chikanerede eller arresterede udenlandske journalister, selvom de havde loven på deres side.

"For det første. Det man, for eksempel hos Journalister uden Grænser, så havde håbet på, siden Kina fik lov at holde OL i 2008, var, at de samme regler ville glide over og komme til at gælde for de kinesiske kolleger. Det er ikke sket. Deres arbejdsforhold har ikke ændret sig."

"Og her er det vigtigt at huske, at de arbejder under helt andre forhold, end vi gør. Og at deres arbejde kan få helt andre konsekvenser for dem, end hvis vi træder over stregen. Hvor den så end ligger. Jeg kan blive kastet på et fly ud af Kina, og ti timer senere står jeg på Rådhuspladsen i København. Øv. Men en kinesisk journalist kan komme i arbejdslejr eller fængsel. Eller bare blive fyret, hvilket absolut er slemt nok, for så er det ikke altid nemt at finde et arbejde bagefter."

"Det kan også gå ud over selve mediet, man arbejder for. For eksempel fik China Business Post, en af de ældste erhvervsaviser i landet, inddraget deres licens i tre måneder her i juli. De havde skrevet om en bank, der havde lavet nogle ret besynderlige transaktioner. Det benægtede banken. Der åbenbart må have haft gode forbindelser. For de fik at vide af Indre Mongoliets Bureau for Medier og Publikationer, som havde udstedt licensen til dem, at de skulle stoppe i tre måneder. Og det er jo en økonomisk katastrofe, som de fleste medier nok gerne vil være foruden. Det hører dog til sjældenhederne, og er en ualmindelig hård dom. Men det kan altså ske."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også