CBS-professor: Medier forstærker finanskrisen

Medierne er med til at udvikle krisen, siger professor i komparativ politisk økonomi på CBS Ove Kaj Pedersen.

Som det har været fremme flere gange fra andre sider, så er CBS-professoren heller ikke i tvivl om, at medierne har deres kraftige effekt på konjunkturerne - både når de har kurs opad og nedad, som det sker i øjeblikket.

"Aviser og elektroniske medier kan naturligvis ikke igangsætte en krise, altså stable selve bålet sammen, men der er ingen tvivl om, at medierne er medansvarlige og med til at udvikle krisen i et eller andet omfang" siger Ove Kaj Pedersen til Information.

"Med hvilken vægt er det svært helt entydigt at sige, men medierne indgår i krisens kredsløb som en ikke ubetydelig mekanisme," siger han.

Først var medierne med til at tale opsvinget helt op. Nu tales nedturen helt ned, påpeger han.

"Det handler selvfølgelig om, at man forsøger at sælge virkeligheden bedst muligt, og det mener man så, at det gøres bedst med den mest dramatiske vinkel," siger han.

Erhvervsredaktør på Berlingske Tidende Linda Overgaard er enig i, at finanskrisen kan være med til at forstærke konsekvenserne. Hun pointerer dog, at det ville være et misforstået hensyn, hvis medierne holder sig tilbage, når krisen kradser.

"Jeg kan godt forstå, der er nogen, der mener, at man måske skulle lægge en dæmper på historierne, men vores hensyn er jo at forsyne læserne med viden om, hvad der foregår. Vi kan ikke lade være med at skrive om begivenhederne, også selv om de er voldsomme," siger hun.

- Newspaq

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også