Onlineannoncører har fat i unge mænd

Yngre mænd er blandt de mest aktive internetbrugere, og det er også dem, markedsføring på internettet har den største effekt overfor.
Zandra Damsgaard

Mere end 90 pct. af alle danskere mellem 18 og 39 år bruger hver eller næsten hver dag internettet, og heraf er størstedelen ifølge Danmarks Statistik mænd.

Amerikanske undersøgelser viser, at rigtigt mange yngre mænd er online i mere end 22 timer om ugen, at de står for langt størstedelen af klik på bannerannoncer, og at de ikke sjældent køber varen efterfølgende.

Samtidig er de tolerante over for eksempelvis pop-up-annoncer og husker ganske ofte de internetannoncer, de bliver eksponeret for.

Unge mænd er med andre ord en attraktiv målgruppe for annoncører på internettet – det har annoncørerne allerede fundet ud af.

”Det handler jo om, hvem der annoncerer. Hvis annoncerne er målrettet mænd, er sandsynligheden for, at de virker, også større,” siger Ph.d.-stipendiat ved Copenhagen Business School Lars Bech Christensen, der blandt andet beskæftiger sig med effekten af internetmarkedsføring, til MediaWatch.

Mænd klikker løs
Deler man internetbrugerne op i ’surfere’ og ’searchere’, vil man ifølge Lars Bech Christensen se, at searcherne er mindst påvirket af annoncer.

”Man kan forestille sig, at unge mænd har en tilbøjelighed til at surfe mere rundt og dermed er mere eksponerede, og så kan man udmærket tænke sig, at eksponeringer rettet mod den mandlige målgruppe har en større effekt,” vurderer Lars Bech Christensen, der dog ikke kender til nogen undersøgelser af selv samme.

En amerikansk undersøgelse foretaget af researchvirksomheden Hall & Partners og analyseret af eMarketer viser til gengæld, at seks ud af ti mænd i aldersgruppen 18 til 34 år mente at kunne huske onlineannoncer efter at have slukket computeren.

Af dem har næsten halvdelen købt et produkt eller en service som et direkte resultat af en annonce på internettet.

Målinger virker
En anden amerikansk undersøgelse foretaget af Comscore viser, at 16 pct. af internetbrugerne – igen fortrinsvis unge mænd – står bag 80 pct. af samtlige klik på internetannoncer. Det overrasker ikke Lars Bech Christensen i det omfang, mange annoncekampagner netop er rettet mod mænd.

”E-handel er ofte produkter, der henvender sig til yngre, mandlige målgrupper, for eksempel elektronik og computerspil. Produktet definerer målgruppen, og hvis din målgruppe befinder sig på nettet, er det der, du annoncerer,” siger han.

Forskeren bemærker, at kønnene bruger internettet på forskellige måder, i forskellige sammenhænge og med en forskel i tidsforbruget. Og selvom kortlægningen af internetbrugerne endnu er i sin vorden, roser han medierne for at være blevet bedre til at måle, hvem der bliver udsat for en given reklame på et givent tidspunkt.

”Man har investeret i det og har fået afdækket flere og flere informationer om internetbrugerne: Hvornår bliver vores site brugt og af hvilke befolkningsgrupper? Det er medier nødt til, for at kunne sælge annoncer,” siger Lars Bech Christensen.

Internet frem for TV
Den seneste opgørelse i Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM) viser en vækst i bannerannonceringen i Danmark på 27 pct. fra 1. halvår 2007 til 1. halvår 2008.

Det svarer til en samlet annonceomsætning på 436 mio. kr. og tyder altså på, at onlineannonceringen trods en opbremsning i væksten stadigvæk buldrer derudaf.

”Internettet bliver generelt mere og mere populært, både blandt mænd og kvinder. Tager man reklamespending som indikator for mediets popularitet, er tendensen den samme med vækstrater på 10, 15 og 20 pct. om året,” fortæller Lars Bech Christensen.

Væksten på internettet sker i takt med en stagnering i annonceomsætningen på TV. Samtidig trumfer internettet TV på andre områder – den amerikanske Hall & Partners-undersøgelse viser således, at unge mænd vælger internet frem for TV som det medie, de mest nødigt ville undvære.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også