De Radikales medieordfører forlader partiet

Medieordfører Simon Emil Ammitzbøll forlader nu Det Radikale Venstre og bliver løsgænger på Christiansborg.
MediaWatch

Medieordfører Simon Emil Ammitzbøll forlader nu Det Radikale Venstre og bliver løsgænger på Christiansborg.

Det betyder, at Det Radikale Venstre skal have en ny kultur- og medieordfører.

Simon Emil Ammitzbølls udmeldelse af partiet kommer efter en telefonsamtale med partileder Margrethe Vestager søndag aften.

"Simon Emil ringede til mig og orienterede mig om, at han forlader gruppen. Det beklager jeg selvfølgelig meget, men respekterer hans beslutning," siger Margrethe Vestager til TV 2 News.

Den nu tidligere medieordfører forklarer sit farvel med manglende tillid til ledelsen.

"Jeg har ikke den fornødne tillid til ledelsen i den radikale gruppe," siger Simon Emil Ammitzbøll til Go' Morgen Danmark. Han mener ikke, at Margrethe Vestager har formået at opbygge folketingsgruppen som et team.

Hans utilfredshed blev kendt, da han i en kronik for nylig stærkt kritiserede netop Vestagers politiske linie op til det seneste folketingsvalg. En linie han kaldte et "forræderi" mod den politik, som folketingsgruppen havde vedtaget.

Trods kritikken siger Margrethe Vestager, at Det Radikale Venstre er et parti, hvor der skal debatteres og diskuteres. Derfor er Simon Emil Ammitzbøll også velkommen tilbage, hvis han får lyst.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også