"Magt er noget, man tager"

Hvis man ikke er parat til at bruge sin magt, så mister man den. Sådan lyder den kontante melding fra Per Mikael Jensen i en ny bog om magt og dens anvendelse.
Zandra Damsgaard
Hvis man ikke er parat til at bruge sin magt, så mister man den. Sådan lyder den kontante melding fra Per Mikael Jensen i en ny bog om magt og dens anvendelse.

Magt gør noget ved mennesker, det er sikkert og vist. Men hvad gør mennesker med magten?

Det har journalist og forfatter Marie Louise Toksvig sat sig for at undersøge, og ud fra en række samtaler med mennesker, der har eller har haft magt, giver hun i bogen med titlen "Magt" sit - og ikke mindst deres - bud på svaret.

"Magt er ikke noget, man får, når man får en stilling. Magt er noget, man tager. Og med 'tager' mener jeg, at hvis ikke man er parat til at vise, at man har magten, så er der ikke nogen, som på sigt gider at lytte til dig."

Det mener i hvert fald den tidligere og stærkt kritiserede TV2-boss Per Mikael Jensen, som i dag er adm. direktør i Metro International.

"Hvis ikke du viser, at du er parat til at bruge din indflydelse, så mister du den," lyder det således fra Per Mikael Jensen, der i øvrigt er en af investorerne bag bogen.

Kan lide at bestemme
Sammen med Lisbeth Knudsen, Hans Engell, Jytte Hilden, Jørgen Rosted, Tine Aurvig-Huggenberger, H.-C. Mathiesen, Johan Schrøder og Jørgen Leth er han et af de magtens mennesker, som forfatteren har interviewet til bogen, hvori de ærligt fortæller om deres erfaringer med magt - om at have den, synes om den og bruge den.

"Til magt hører jo også at træffe beslutninger, som ind imellem kan være hårde og kan opleves som hårde og kan opleves som urimelige af dem, det går ud over," siger således Ekstra Bladets tidligere topfigur Hans Engell.

Ifølge Jytte Hilden er magt et spørgsmål om at sætte dagsordenen, og det passer den tidligere socialdemokratiske minister glimrende, indrømmer hun:

"Altså, jeg kunne godt lide at bestemme, for jeg tror jo, at magt er et spørgsmål om at sætte dagsordenen - sætte dagsordenen i dit eget liv og sætte dagsordenen i det samfund, du er en del af," siger Jytte Hilden til bogens forfatter.

Marie Louise Toksvig, født 1969, er uddannet journalist og har senest arbejdet som nyhedsredaktør og redaktionsleder på Ekstra Bladet. Privat danner hun par med bladets tidligere journalistiske chefredaktør, nu ledende chefredaktør, Poul Madsen.

Bogen "Magt" udkommer den 29. september 2008 på forlaget Verve. Den spænder over 208 sider og sælges til en vejledende pris på 249 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også