VG-chef i spidsen for Ekstrabladet.dk

Ekstrabladet.dk henter net-chef fra Schibsted-ejede VG til ny redaktionel chefpost. Målet er at vækste endnu mere.
MediaWatch

Ekstrabladet.dk henter net-chef fra Schibsted-ejede VG til ny redaktionel chefpost. Målet er at vækste endnu mere.

"En historisk dag i den danske medieverden", så ubeskedent lancerer Ekstra Bladets ledende chefredaktør, Poul Madsen, nyheden om at en nordmand for første gang bliver medlem af chefredaktionen i et dansk bladhus.

Navnet er Geir Terje Ruud. Han er hentet hos VG i Norge, hvor han i seks år var nyhedschef og en af nøglepersonerne bag norsk VG Netts unikke succes, der gør avisens site, Vg.no, til Norges mest besøgte og er avisbranchens skoleeksempel på, at det kan lade sig gøre at vokse massivt på nettet og tjene penge samtidig.  

Geir Terje Ruud starter 1. december som Ledende Redaktør af ekstrabladet.dk og medlem af Ekstra Bladets chefredaktion, han siger om udnævnelsen: 

"Jeg har fulgt Ekstra Bladet i snart 20 år og kunne ikke sige nej til en sådan udfordring på Danmarks sjoveste og netop nu mest innovative medie-arbejdsplads."

Poul Madsen understreger, at Geir Terje Ruud ikke kommer direkte ned fra fjeldet til den danske medieverden. Han har tidligere været korrespondent for VG i Danmark og er i øvrigt dansk gift.

Den nyoprettede stilling skal udbygge ekstrabladet.dks succes og ambitionen om at annonceindtægterne fra Ekstra Bladets andre platforme overstiger annonceindtægterne fra papiravisen i slutningen af 2009, er ikke blevet mindre.

"Vi står i en fantastisk situation, hvor vi har masser af brugere, netop derfor skal vi tage det næste skridt på både den redaktionelle og tekniske del," siger Poul Madsen.

Han afviser, at der har været for meget fokus på at udbygge den tekniske side af platformene og tilføjer:

"Det tekniske er en vigtig del, men der har været en flaskehals omkring udviklingssiden. For at tage et nyt kvantespring midt i den hårde kamp på nettet og for at fastholde og udbygge, styrker vi os nu på den ledelsesmæssige side. Vi har ledt længe i Danmark, men ingen var gode nok til stillingen."

Den hidtidige leder af ekstrabladet.dk, Søren Svendsen, 42, er udnævnt til Udviklingsdirektør for alle Ekstra Bladets medier: net, tv, mobil og papir.

Redaktør Erling Tind Larsen fortsætter som Nyhedschef og næstkommanderende.

Poul Madsen kalder den nye konstellation et 'dreamteam':

"Søren Svendsen er Danmarks bedste og mest innovative netudvikler. Han er hovedårsagen til ekstrabladet.dks helt unikke førerposition. Og netop når man har succes, gælder det om at styrke holdet. Vi har søgt til udlandet for at finde en redaktionel kapacitet, der kunne matche Søren. Geir Terje Ruud har den erfaring, vildskab og viden, der kan udbygge ekstrabladet.dks førerposition yderligere."

Ekstrabladet.dk har gennem flere år haft førerpositionen som det danske net-nyhedsmedie med flest brugere og den største trafik. Senest er Ekstra Bladet blevet Danmarks førende web TV-udbyder og har desuden det bedst besøgte mobilsite.

Seneste tal for august
ekstrabladet.dk: 22 mio. besøg
ekstrabladet.tv: 2 mio. besøg
mobil.eb.dk: 0,4 mio. besøg

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også