Politisk stilhed før storm om tilskud til medier

Medieordførere varmer op til ændringer i støtten og venter i øjeblikket i spænding på de foreløbige konklusioner fra medieudredningen 30. september.
Henrik Skov
Medieordførere varmer op til ændringer i støtten og venter i øjeblikket i spænding på de foreløbige konklusioner fra medieudredningen 30. september.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Der er stilhed før stormen, men alligevel lægger ordførerne op til vidtrækkende reformer af mediestøtten, der udover selve distributionsstøtten også består af 0-moms på salg af aviser og medielicensen.

»Jeg tror godt, at jeg kan sige med sikkerhed, at støtten fremover ikke kommer til at se ud, som den gør i dag, fordi mediebilledet har ændret sig meget,« siger Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby. Hun afventer dog medieudregningens foreløbige konklusioner, før hun vil komme med konkrete forslag til ændringer.

SF's medieordfører Holger K. Nielsen er også indstillet på reformer.

»Det er snarere traditioner end fremtidens behov, som styrer det i øjeblikket. Der er et sammensurium af forskellige ordninger, som for fleres vedkommende beror på tilfældigheder og knopskydninger og i høj grad er defineret af de traditionelle aviser og deres behov,« siger han og fremhæver, at netmedier også bør inddrages i diskussioner om, hvem der bør støttes.

Socialdemokraterne finder det problematisk, at gratisaviser i dag ikke opnår støtte trods deres store udbredelse

»Jeg vil altid være fortaler for, at vi giver offentlig støtte til de medier, der lægger vægt på dybdegående journalistik. Det er vigtigt at fastholde, selv om udviklingen i høj grad går mod mere mainstream mediedækning. Det taler ganske vidst imod gratisaviserne, men det taler for dem, at de er med til at udbrede avislæsningen til unge målgrupper, som det er vigtigt at få til at læse aviser,« siger medieordfører Mogens Jensen.

De radikales medieordfører Simon Emil Ammitzbøll er ikke fortaler for at støtte gratisaviserne.

»Jeg mener umiddelbart, at der er noget galt i at støtte gratisaviserne. Jeg mener i princippet, at støtten ikke skal være større end slutbrugerens egenfinansiering,« siger han.

Han er imidlertid ikke i tvivl om, der findes mange skævheder i støtteordningerne.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kulturminister Carina Christensen (K), der er i Kina på tjenesterejse

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår