Nyhedsavisens ejer tabte 632 mio.

Dagsbrun Media, der ejer en del af 365 Media Scandinavia, som igen ejer Nyhedsavisen, har indleveret et minus på 632,4 mio. kr. i den tid, da man var soloejer af Nyhedsavisen.

MediaWatch
Dagsbrun Media, der ejer en del af 365 Media Scandinavia, som igen ejer Nyhedsavisen, har indleveret et minus på 632,4 mio. kr. i den tid, da man var soloejer af Nyhedsavisen.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det første fingerpeg om Nyhedsavisens økonomiske præstationer i 2007 er landet.

Ikke med avisens eget regnskab, men med ankomsten af Dagsbrun Medias.

Dagsbrun Media ejer en del af det Morten Lund-kontrollerede 365 Media Scandinavia, som ejer Nyhedsavisen og Morgendistribution Danmark.

Dagsbrun-regnskabet dækker dog perioden 27. november 2006-31. december 2007, da det islandske selskab var alene om ejerskabet i Nyhedsavisen.

På den baggrund viser tallene, at Dagsbrun Media har en negativ egenkapital på 226,6 mio. kr. og i perioden tabte 632,4 mio. kr., hvoraf de 553 mio. kr. kan henføres direkte til 365 Media Scandinavia, dvs. Nyhedsavisen og det tilknyttede distributionsselskab Morgendistribution Danmark.

Derudover har Dagsbrun nedskrevet et tilgodehavende med 47,8 mio. kr.

Revisionen af Dagsbrun Media tager da også forbehold for selskabets fortsatte drift og peger på, at ny kapital er nødvendig.

Ledelsen betegner i rapporten resultatet som »utilfredsstillende, og det har således ikke indfriet de forventninger, der var stillet til året«.

Tavsheden brudt

Nogenlunde samtidig med regnskabets offentliggørelse valgte finansdirektør Lars Lindstrøm i går at bryde tavsheden fra Nyhedsavisens ledelse, da han til Business.dk bl.a. fortalte, at en ny storinvestor er undervejs, og at man planlægger at børsnotere selskabet bag Nyhedsavisen, efter at man er nået til enighed med islændingene om et gældsbrev til 250 mio. kr.

"Gældsbrevet vil fortsat være der, men islændingene er nu sidestillet med den nye investor, og værdien af gældsbrevet er betinget af værdien af selskabet ved en børsnotering. Vi planlægger at børsnotere selskabet,« siger Lars Lindstrøm til Business.dk og forsikrer desuden, at 365 Media Scandinavias regnskab vil være pletfrit og uden forbehold.

Nyhedsavisens og 365 Media Scandinavias regnskaber er dog endnu ikke tilgængelige trods fristen 21. juli og Morten Lunds løfter om at indsende det torsdag morgen i sidste uge.

Ifølge Lars Lindstrøm skyldes det, at revisoren vil se alle penge overført fra den nye investor, inden han vil underskrive et pletfrit regnskab.

Nyhedsavisens ejer, Morten Lund, har fortsat ikke lyst at kommentere hverken det manglende regnskab eller den nye investor.

Lund har kontrol

På sin blog forsikrede han i sidste uge, at man er nået til enighed om tilførsel af ny kapital, så avisen kan leve videre.

I bloggen forsikrede han også, at han fortsat er i fuld kontrol med selskabet, og at hans finansielle partner er i verdenseliten - uden dog at uddybe nærmere.

Det for sent indleverede regnskab kommer til at koste hvert enkelt ledelsesmedlem en bøde på 2.000 kr., og er det fortsat ikke indleveret 1. august, stiger beløbet til 3.000 kr.

Nyhedsavisens bestyrelse med formand Svenn Dam, finansdirektør Lars Lindstrøm, Jimmy Maymann og Brøndby-direktør Hermann Haraldsson har tidligere truet med at forlade bestyrelsen, hvis ikke regnskabet blev indleveret rettidigt og pletfrit, men der er ikke gjort alvor af den trussel.

Avisen har i sine to års levetid kostet sine ejere mere end 700 mio. kr. og menes nu at koste 20 mio. kr. om måneden.

Avisen blev første gang sendt på gaden 6. oktober 2006. Halvanden måned før gik JP/Politikens Hus og Berlingske Media ind med henholdsvis 24timer og Dato og indledte den kostbare gratisaviskrig, der til dato har kostet den trykte mediebranche mere end 1,5 mia. kr.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også