Journalister får stress

Det er hårde tider med mange omvæltninger i mediebranchen og det smitter ifølge Dansk Journalistforbund af på arbejdsmiljøet.
Ulla Danielsen
Det er hårde tider med mange omvæltninger i mediebranchen og det smitter ifølge Dansk Journalistforbund af på arbejdsmiljøet.

I Dansk Journalistforbunds afdeling, DJ Arbejdsmiljø, er der blevet kortere mellem de akutte opkald, hvor medlemmer ringer med bævende stemme og hvor der skal handles hurtigt.

"Vi har væsentligt flere individuelle samtaler nu end tidligere og det er både folk fra de større og fra de mindre arbejdspladser der kontakter os," siger faglig konsulent, Henrik Bruun fra DJ Arbejdsmiljø.

Journalistforbundets særlige arbejdsmiljøafdeling med tre medarbejdere blev oprettet for et år siden.

Fyringsrunder giver utryghed, men ifølge Henrik Bruun er det stigende arbejdspres formentlig et endnu større problem ude på arbejdspladserne.

Mange bliver frustrede over at blive pålagt flere opgaver, end der er tid til i løbet af en almindelig arbejdsdag og nogle kan føle sig nødsaget til at slække på kvaliteten i det produkt, de afsender.

"Det er mentalt opslidende, hvis afsenderkvaliteten ikke er, som man synes den bør være," siger Henrik Bruun.

Andre stressfaktorer er de tiltagende krav om at udkomme på flere platforme samt kravet om hurtige opdateringer af nyheder.

Faglig sekretær i DJ Arbejdsmiljø, Pia Funder, får meget jævnligt opringninger, der handler om stress.

"Det sker ca.en gang om dagen og ca. hver fjerde gang er det alvorligt," vurderer Pia Funder.

De stressbetonede opkald har været jævnt stigende det seneste par år, og altså også lang tid inden den nye afdeling for et halvt år siden begyndte at reklamere for sin eksistens.

"Mange føler, at arbejdsgiveren ikke har overblik over arbejdet, og at de får forskellige meldinger om, hvad der er vigtigt," siger den faglige konsulent.

Pia Funder må også lægge øre til beklagelser over chefer, der selv er stressede, og som begynder at råbe af folk.

"Nogle af dem der ringer har følt sig forfulgt," siger Pia Funder.

Flere kvinder end mænd benytter Dansk Journalistforbunds stresslinje.

Også freelancere ringer af og til om et belastet arbejdsmiljø, og dem kan det være særlig vanskeligt at hjælpe, eftersom de selv alene har ansvar for deres arbejdsmiljø.

Tillidsmand på TV2, Lennart Sten, har de seneste tre år oplevet seks nyhedsjournalister, som har været udsat for stressnedsmeltning, som han kalder det.

Heraf er to tilbage på normal tid, to arbejder 80 procent af normal tid og to har droppet nyhedsjournalistikken.

Tidligere havde TV2 en psykolog ansat i nyhedsledelsen, og det var ifølge Lennart Sten en gave, fordi psykologen havde de færdigheder, der skulle til for at udgøre et beredskab. Medarbejderne kom alle på højkant igen - men typisk tog det et år.

Tillidsmand Lennart Sten har været med til at præge udformningen af DJ Arbejdsmiljø, og i Dansk Journalistforbund har medlemmerne også mulighed for at psykologhjælp, når arbejdsmiljøet gør ondt.

Til efteråret arrangerer Dansk Journalistforbund en konference om arbejdsmiljø i samarbejde med Danske Mediers Arbejdsgiverforening.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også