DR2 klar med ny aftenflade

DR2 opfrisker sin primetime, der falder meget senere end de andre tv-kanalers. Den 11. time stopper.
MediaWatch
Efter sommerferien slukker DR2 for Mikael Bertelsen og Mads Brüggers satire-show og tænder i stedet for bl.a. et nyt program med Clement Kjersgaard.

DR Kultur skriver i en pressemeddelelse, at Clement Kjersgaard runder hverdagen af med et program, hvor han lader seerne komme til orde.

"Hver mandag aften er en ny aktuel kulturpersonlighed i den varme stol, og det er så op til publikum at stille gæsten skarpsindige og nærgående spørgsmål - naturligvis animeret af Clement," forlyder det.

Derudover får programserien 'Ordet og bomben' med Jes Stein som vært premiere i sensommeren. I de fem udsendelser, der sendes sent onsdag aften, taler han med verdensberømte forfattere, der hver især har forholdt sig til truslen fra internationale terrornetværk i deres litterære produktion.

Jes Stein sætter forfatterne i stævne i deres hjembyer - internationale storbyer, der alle er blevet plottet ind på terrorens verdenskort. Her kan seerne bl.a. møde Jonathan Safran Foer i New York, Tariq Ali i London og Nobelprismodtageren Orhan Pamuk i Istanbul. De nye programmer bliver sendt sent om aftenen. Men det er der også seere til, mener Arne Notkin, chefredaktør på DR2:

"DR2's primetime ligger meget sent. Derfor lægger vi nogle af vores bedste programmer sent. For sent for dem, der står op med hønsene. Og derfor bliver programmerne også genudsendt på andre tidspunkter." DR2 gør desuden opmærksom på, at 'den 11. time'-redaktionen har lagt et utal af højdepunkter fra programserien ud på dr.dk/11. |NP|

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også