For meget au pair arbejde giver udvisning

I kølvandet på DR-programmet Task Force om au pair piger 22. november 2007, har politiker-spørgsmål medført svar fra Integrationsministeriet.
MediaWatch
I kølvandet på DR-programmet Task Force om au pair piger 22. november 2007, har politiker-spørgsmål medført svar fra Integrationsministeriet.

Hvis en au pair person udfører andet arbejde end huslige pligter eller arbejder i mere end 30 timer om ugen, arbejder vedkommende ulovligt og kan derfor få inddraget sin opholdstilladelse.

Både au pair personen og værtsfamilien risikerer at blive straffet for ulovligt arbejde.
Det oplyser Integrationsministeriet i et svar til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg, hvor socialdemokraten Thomas Jensen har boret i vilkårene for au pair personer, efter at DR-programmet Task Force 22. november 2007 bragte et indslag om fillipinske au pair piger.

Det fremgår af svaret fra Integrationsministeriet, at au pair værter risikerer at blive straffet yderligere med en karantæne på to år, hvor vedkommende ikke kan få lov til at hente andre au pair personer til Danmark. Samtidig bliver værtsfamilien optaget i Udlændingeservice's register over familier, der har misbrugt au pair ordningen.

Selv om det arbejde, der er udført ud over de tilladte 30 timer om ugen, er ulovligt, hindrer det ikke au pair personen i at have krav på at få betaling for det udførte arbejde. Hvis værtsfamilien ikke vil betale, kan sagen indbringes for domstolene, hvor beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) råder au pair personen til at benytte lov om visse arbejdsforhold i landbruget (medhjælperloven).

"Det følger af denne lovs paragraf 14, at lønmodtageren kan ophæve arbejdsforholdet uden varsel, når arbejdsgiveren har undladt at betale forfalden løn eller i øvrigt har gjort sig skyldig i grov tilsidesættelse af pligter over for lønmodtageren. I disse situationer har lønmodtageren krav på erstatning svarende til lønnen i den resterende ansættelsesperiode," oplyser beskæftigelsesministeren.

Værtsfamilien har ikke pligt til at tilbageholde skat af den løn, au pair personen får, men skal udbetale feriepenge. Beskæftigelsesministeren oplyser i et svar til Arbejdsmarkedsudvalget, at Arbejdsdirektoratet af og til får henvendelser om manglende feriepenge fra au pair personer.
Som i andre sager starter direktoratet med at rejse kravet over for arbejdsgiveren. Hvis denne ikke betaler, bliver arbejdsgiveren meldt til politiet og risikerer dermed både en bøde og tvangsmæssig udbetaling af feriepengene.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også