Radiochefen fra Prince Albert - Canada

Jim Receveur, administrerende direktør Radio 100 FM
InMente

Jim Receveur, administrerende direktør Radio 100 FM

Selv om han er født og opvokset i Canada har Jim Receveur (født 1962) i snart 20 år været blandt de toneangivende aktører på markedet for kommercielle radiostationer i Danmark.
Som direktør for Radio 100FM og radiosalgsorganisationen ddr er han i dag leder af Danmarks største kommercielle radio og har tidligere været skandinavisk leder af den globale virksomhed Clear Channel International Radio.

Som canadier på en dansk radiostation med hollandske ejere i form af Talpa Radio International har Jim Receveur erfaring med at begå sig i forskellige arbejdskulturer. Han er kendt for en kontant ledelsesstil og er ikke bleg for at sige farvel til højtprofilerede værter, hvis han mener, det er i stationens interesse. Der skal være plads til de enkelte medarbejdere, men så forventer radiochefen til gengæld også, at opgaverne bliver løst med passion, drive og uforfalsket engagement.

"Jeg er en åben men også en meget bestemt leder. Min canadiske baggrund har gjort, at jeg er konkret og målrettet. I Danmark har jeg lært at være mere åben og bruge en anden managementstil, så jeg er påvirket af begge verdener. I Canada og USA er det nemmere og motivere folk, fordi det hele går op i dollars, men i Danmark skal man være mere kreativ for at engagere medarbejderne."

Da Jim Receveur i 1988 kom til Danmark som salgs- og marketingschef for Radio UpTown var kommercielle radioer endnu i sin spæde vorden. Derfor havde canadieren brug for al sin erfaring med mediet i hjemlandet.

"Jeg kunne bruge alt, hvad jeg havde lært, fordi kommercielle radioer var stort set ukendte i Danmark på det tidspunkt. Derfor skulle jeg både oplære medarbejderne og kunderne i hvordan kommercielle radioer fungerer. Det var en god udfordring," fortæller Jim Receveur.

Det var i fødebyen Prince Albert, Saskatchewan i det nordlige Canada, at Jim Receveur gjorde sig sine første erfaringer med radiomediet. Det var den umiddelbare kontakt med lytterne blandt byens 30.000 indbyggere, som fascinerede ham.

Internationalt netværk
Jim Receveurs udenlandske baggrund kommer ikke kun til udtryk, når han taler dansk med et umiskendeligt amerikansk twist. Netværket er også internationalt, og det skyldes i høj grad hans tid som skandinavisk chef for Clear Channel International Radio, der har kanaler over hele verden. Og som taler for internationale organisationer som RAB og NAB. Derfor kommer en stor del af Jim Receveurs inspiration fra udlandet.

"Nordamerikanere har en kort reaktionstid. Når de oplever et problem, skal det løses her og nu og de er villige til at foretage store investeringer. I Danmark skal man først snakke tingene igennem nogle gange, før man træffer en beslutning. Mit temperament er mere amerikansk. Jeg kan godt lide handling, og jeg vil hellere have, at mine medarbejdere handler og begår en fejl, som de lærer af, end at de ender med at diskutere tingene til døde," fortæller Jim Receveur.

Jim Receveur peger på chefen for Clear Channel International Radio, John Cullen, og folk fra branchen som Mathew Sibille fra Frankrig og Richard Rene fra USA som nogle af de vigtigste personer i sit netværk.

På det private plan fylder konen og to børn det meste, men vennerne kan også bidrage med inspiration til radiochefen.

"Jeg lytter meget til Christian Scherfig, der er administrerende direktør i Dansk Design Center, og sætter stor pris på folk med en anden baggrund end min egen. Jeg har et stort kontaktnet i underholdningsbranchen som Flemming Schmidt fra DKBMotor og Peter Allan fra F.B.I.- også i reklamebranchen har jeg et stort netværk af folk, som er meget kompetente, og som jeg respekterer."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også