Mediebranchens hardhitter

Anders Kronborg, senior vice president i Metro International
MediaWatch

Anders Kronborg, senior vice president i Metro International

I sin korte tid som topchef hos TV2 fyrede han kun Jens Rohde. Men efter eget udsagn er han den mediechef, der har afskediget flest medarbejdere i branchen. I sin nye stilling som Per Mikael Jensens højre hånd i Metro International skal han efetr eget udsagn lukke huller. Og det kommer med garanti også til at medføre at han skal sætte sin signatur på en flok fyresedler.

Rollen som hardhitter fik Anders Kronborg(født 1964) , da DR bad ham finde de 100 millioner kroner, som medieforliget i 1996 skar af public service kanalens indtægter. Det kostede blandet andet 600 medarbejdere jobbet i løbet af et par år. Og da Anders Kronborg blev CFO i Danmarks største dagbladkoncern Det Berlingske Officin i 2001, samtidig med at konjunkturerne vendte, måtte han igen svinge sparekniven. Igen var en del af prisen 600 medarbejdere.

Kronborg er ifølge sig selv ikke god til at netværke, men gennem sit professionelle liv, der rigtig tog fart, da han ’sad på skødet af Anders Eldrup (nu topchef i DONG Energy, red.)’, som han arbejdede sammen med gennem ti år i Finansministeriet, knyttede han naturligvis mange stærke bånd. Niels Brejning fra TDC Kabel TV/Yousee og Jens Arnesen fra CanalDigital er ud over Anders Eldrup nogle af de tætteste kontakter.

Ryet som den hårde mand er ikke helt ved siden af, når man spørger ham selv:
"Jeg er nok ret kontant både privat og professionelt. Jeg er dårlig til at smalltalke og går ofte lige til sagen. Det tror jeg også, mine børn vil sige, og der er nok rigtig mange, der opfatter mig som hård," siger Anders Kronborg.
Flere peger på, at det samtidig er en af fordelene ved at arbejde sammen med ham. Netop fordi han er så fokuseret på at yde, blander han sig ikke i andres arbejde. Han stoler på, at de er dygtigere end ham til deres arbejde, ligesom han stoler på, at han er bedst til sit eget.
Forretningsudvikleren Anders Kronborg har ikke tiltrukket så meget opmærksomhed, som den hårde mand med fyresedlerne. Men Anders Kronborg har været en succesfuld nøgleperson i mange af de største projekter i nyere tid.

Lanceringen af DR2, at få Berlingske enorme underskud vendt til overskud og fødslen af TV2’s filmkanal er blandt de medieprojekter han har styret i land.

Når Anders Kronborg ikke arbejder – det sker faktisk – står der børn og kone på skemaet. Nærmest i bogstaveligste forstand. For hverdagen er travl og hektisk, og hver time er på forhånd afsat til klassiske gøremål i børnefamilien.
Samtidig kan Anders Kronborg ikke regne med, at børnene er hentet, og der står mad på bordet, når han kommer hjem. Logistikken er ikke blevet mindre besværlig efter Anders Kronborg har fået job på Metros hovedkontor i London, hvor han sidder ugens første fire dage. For hans kone, Agnete Gersing, direktør i Konkurrencestyrelsen, har mindst lige så travlt. De er tidligere blevet kåret som Danmarks 31. mest magtfulde ægtepar, og ofte har hustruen længere arbejdsdage end ham.

Men han klager ikke. Det handler om planlægning. Og om at nyde de tidspunkter på døgnet og året, hvor familien er samlet. For eksempel de fire-fem gange om året, familien Gersing-Kronborg drager på ferie i udlandet. Ferierne er som brændstof for familien, der gør det muligt at køre videre i et hæsblæsende tempo i hverdagen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også