Medie til erhvervskvinder næppe konkurrencedygtig

MediaWatch

Brancheaktører tvivler på, at der er et hul i markedet til nye medier, der taler særligt til kvinder om erhverv, økonomi og globalisering. Mediabureauets Vizeum nye direktør Signe Wenneberg opfordrer til udvikling af flere medier, der taler til aktive kvinder. Hun påpeger, at Danmark er det land i verden med flest erhvervsaktive kvinder, men ifølge medietilbuddet interesserer de sig kun for sex, shopping og skønhed. Signe Wenneberg ser et udviklingspotentiale i medier, der beskriver kvinder på lige vilkår med mænd i erhvervssammenhæng. Hun tror, der er brugere til sådanne medier, og hun mener, der er annonceindtægter at tjene. Interactive Director hos Maxus, Kirstine Koch, giver hende ret i, at der på det nuværende marked ikke er mange medier, der henvender sig til de erhvervsaktive kvinder. ”Jeg mener dog ikke, at der skal udvikles flere medier specifikt for denne målgruppe, men derimod, at de nuværende medier som eks. Børsen fremadrettet skal blive bedre til også at høre, hvad erhvervsaktive kvinder har at sige på lige fod med mændene. Størstedelen af de artikler, der bliver skrevet om erhvervslivet, er ofte med baggrund i mænds meninger og holdninger,” siger hun. På Mediacom kan man godt følge tankegangen, men man mener alligevel, at Vizeums råd til mediebranchen er et blindt spor. ”Jeg tror ikke på logikken eller forretningspotentialet i at udvikle særlige medier, der taler til kvinder om erhverv, politik og økonomi. Netop på det stofområde giver det ingen mening at opdele kønnene, da det er et fælles interesseområde, der afhænger mere af indkomst, stilling og holdninger end af køn. Jeg mener derfor ikke, at et kvindeligt erhvervsmedie vil kunne konkurrere på det nuværende marked. Men dermed ikke sagt at eksisterende erhvervsmedier ikke kan prioritere og vinkle deres stof, så kvinder føler sig bedre betjent,” siger Account Director, Annette Brønd, Mediacom. DR1 har ikke egentlige kvindeprogrammer, men man mener, man taler seriøst om f.eks. både økonomi og globalisering til begge køn i magasiner Penge og Horisont. ”Vi er DR's store, brede kanal og for alle, derfor vælger vi at adressere mænd og kvinder samtidig. Jeg føler mig bestemt ikke ramt på kanalens vegne - vi er klart den store, danske kanal med mest seriøst stof af det, Signe Wenneberg efterspørger,” siger DR1 chef Ulla Pors TV3-gruppens programchef har umiddelbart svært ved se, at der ikke udbydes et rigt medieindhold for både mænd og kvinder. Når det gælder tv-programmer, burde der være noget for alle. ”Når det er sagt, så lytter vi gerne til nye fortolkninger af de danske målgrupper og deres behov. Hvis der er et hul til tv-programmer, der henvender sig til kvinder med en anden tone og indhold end nu, så lytter jeg gerne til konkrete programforslag,” siger programchef Jakob Mejlhede. Men på Nyhedsavisen spidser man ører over budskabet fra Vizeum. Avisen har udviklet sig som den mest læste avis blandt kvinder i Hovedstaden og i landets tre største byer, ifølge Gallups aktualitetetal august 2007. ”Fra start har Nyhedsavisen erkendt, at vi er nødt til at tale til kvinder på en anden måde end f.eks. Berlingske Tidende og Politiken gør, ellers ender vi med de samme voksne mænd som læsere. Det har vi gjort, og det har afspejlet sig vores valg af journalister, kilder og historier,” siger direktør Morten Nissen Nielsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også