Bureau: Én gratisavis er nok

MediaWatch

Gratisaviser som mediekategori er et skidt medie, for de er en negativ miljømæssig faktor, som annoncører ikke bør optræde i. Gratisaviser er spild af penge og ressourcer. Hverken pendleraviser eller de husstandsomdelte gratisaviser har en væsentlig rolle, og de burde fusioneres til én god avis, foreslår Signe Wenneberg - den nytiltrådte direktør på Aegis-bureauet Vizeum. "Det er muligt, at gratisaviserne nedbringer annoncepriserne for print, men de skader miljøet, fordi de koster papir, og ligger og flyder alle vegne," lyder den overraskende udmelding. Den har direktør Søren Riis fra MetroXpress næppe hørt før fra et bureau. Han vil hellere tænke på gratisaviser som et medie, der har fået mange flere, specielt unge mennesker, til at læse avis. "Ja, det er en miljøbelastning at producere en gratisavis. Ligesom det er en miljøbelastning at producere 35-40 betalende dagblade, 200 ugeaviser, 2 mio. eksemplarer af Søndagsavisen, ugeblade, magasiner samt et helt enormt antal af husstandsomdelte tryksager," siger Søren Riis. Fra den første dag MetroXpress blev distribueret, har man betalt et betydeligt og stigende beløb til oprydning. Man betaler bl.a. til DSB, Metroen, busselskaberne og senest Århus kommune via de nye fælles racks, oplyser Søren Riis. Han påpeger endvidere, at forskellen på MetroXpress og de husstandsomdelte aviser/tryksager er, at pendleraviser udelukkende trykker det antal, som der efterspørges/læses. Der er ingen interesse i at trykke flere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også