Instruktør rystet over flere TV 2-fraklip

MediaWatch

Der var tale om censur, da TV 2 tirsdag valgte at klippe flere scener ud af dokumentarfilmen om Muhammed-krisen 'Mig og Naser'. Sådan lyder meldingen fra den fortørnede instruktør af filmen, Cathrine Marchen Asmussen. "Det er ikke en sag, der handler om mig alene. Det handler om hele branchen. Det er meget større ting end det, at TV 2 har klippet i min lille film. Det er censur," siger hun til MediaWatch. Instruktøren var blevet informeret om, at TV 2 ville klippe en enkelt scene ud af filmen, efter flere mediekritikere i Nyhedsavisen vurderede, at en scene med en brændende bil på Nørrebro var manipulation. Men kl. 22 tirsdag aften - 50 minutter før filmen skulle sendes - blev Cathrine Marchen Asmussen ringet op af TV 2, der oplyste, at der ville blive klippet yderligere i filmen. "Jeg føler mig krænket. Det er et tillidsbrud. TV 2 svigter filmen, og de svigter mig og det samarbejde, de har med Dansk Film Institut (DFI), ved at klippe i en film, de har godkendt for længst. De har selv siddet i klipperummet og oplevet, at der ikke er nogen problemer i filmen. Men pludselig er det et problem, fordi Nyhedsavisen synes det," siger dokumentarfilminstruktøren. Og Cathrine Marchen Asmussen bliver bakket op af DFI. "Det er en lille bitte smule overraskende, at TV 2 – som faktisk har været med i hele produktionsforløbet af denne her film, der er foregået over to år – vælger at gå ind og pille ting ud, som de har godkendt adskillige gange, fordi en avis kritiserer det," siger områdedirektør for produktion og udvikling i DFI, Claus Ladegaard, til MediaWatch. Han mener ikke, at der var nogen grund overhovedet til at klippe i 'Mig og Naser', da det er en afdækkende dokumentarfilm, som følger nogle personer over en periode - og ikke et stykke journalistik, der anklager nogen for noget. "Det krav, man kan stille, er, at den er tro mod virkeligheden. Og det er den i begge de ting, der er pillet ud. Det andet krav man kan stille, det er, at filmen kan dokumentere de påstande, de stiller frem. Og det kan den også i de ting, der er pillet ud," siger Claus Ladegaard. "Herfra ser dette ud som om, at TV 2 bliver redigeret af Nyhedsavisen," slutter han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også