Viasat tematiserer tv-udbuddet i flere pakker
Viasat vil tilbyde forbrugerne mere valgfrihed og lancerer nu en ny pakkestruktur, som mere end tidobler antallet af tv-pakker. Målet er et tilbud, der i langt højere grad er tilpasset, hvad den enkelte gerne vil se. "Vi har i en lang periode været i dialog med vores kunder om at finde en model, som kunne tilfredsstille deres behov for fleksibilitet og valgfrihed, når det kom til tv-underholdning. Viasats nye pakkestruktur er resultatetet," siger adm. direktør hos Viasat, Kim Poder. I dag tilbyder Viasat tre pakker – basis, sølv og guld, men fra 1. november er der seks temapakker. Bonuspakken som indeholder DR1, DR2 og TV2 samt de to populære kommercielle kanaler TV3 og TV3+. Denne pakke følger med uanset hvilken af de 31 kombinationer, der falder i kundens smag. Kunden kan vælge mellem fem andre pakker, som er: Dokumentar, Underholdning og Nyheder, Børn og Musik, Sport samt Film. Den nye pakkestruktur tilbydes i første omgang til kunder, der har satellit-tv. Alle Viasats kunder overgår til den nye struktur d. 1. november. Viasats målsætning er, at den nye pakkestruktur også vil være tilgængeligt via bredbånds-tv.