Per M: TV 2-køber står frit med TV 2 Sport

MediaWatch

Per Mikael Jensen afviser kritik af aftalen mellem TV 2 og MTG; TV 2s køber bør tværtimod være glad for en sund forretning som TV 2 Sport. To eksperter vurderede i sidste uge i Berlingskes Nyhedsmagasin, at TV 2 og MTGs aftale om TV 2 Sport muligvis gør salget af TV 2 dyrere for en køber. Man mener, at MTG har fået et internt kendskab til TV 2 - hvilket giver MTG en konkurrencefordel i forhold til at købe TV 2. Man vurderer også, at køberen af TV 2-koncernen risikerer at skulle købe MTG ud af TV 2 Sport på grund af en aftale om kontrolskifte i aktionæroverenskomsten. "Det kan få stor betydning, da der er risiko for, at køberen får en ekstra udgift ved købet af TV 2 Danmark," siger Søren Friis Hansen, professor i selskabsret ved Syddansk Universitet. Han mener, at enhver køber af hele TV 2 skal spørge MTG, om de ønsker at fortsætte. Ønsker MTG ikke at fortsætte samarbejdet om TV 2 Sport, skal udgiften til at købe MTGs aktiepost lægges oven i prisen på TV 2 Danmark. Med mindre man går den modsatte vej og sælger TV 2s aktiepost i selskabet. Karsten Engsig Sørensen, professor i selskabsret ved Handelshøjskolen i Århus, undrer sig over, at staten har tilladt TV 2 Danmark at indgå så tæt et samarbejde med en storkonkurrent, der har flere betalingskanaler bl.a. TV3 og TV3+. Afgående direktør Per Mikael Jensen undrer sig over de to professorers udtalelser. Og over pressens fascination af TV 2 og MTG relationerne, set i lyset af at TV 2 er med i flere andre joint-ventures. "Lad mig sige det på den måde, at der synes at mangle nogle nuancer i deres udtalelser i artiklerne, men det kan jo sagtens være, at deres udtalelser er redigeret ret stramt i Berlingske. Der var en del faktuelle fejl i den artikel," siger han. Per Mikael besvarer de to kritikpunkter således: "Det er noget vrøvl, at MTG har fået særlig indsigt i TV 2. De har lært nogle mennesker at kende, da TV 2 Sport skulle lanceres. De ved ikke noget om programplanerne, om økonomien, om online-planer. Men de ved noget om TV 2 Sport. Den dag, MTG måtte kvalificere sig som mulig køber, får de adgang til alle dokumenter om TV 2. Det får alle de andre mulige købere også." Diskussionen om at TV 2 er blevet mere værd på grund af TV 2 Sport, og TV 2 derfor koster mere, er rigtig nok. Men aftalerne om ejerskifte er helt normale og magen det til TV 2 har med andre joint-venture partnere, forklarer Per Mikael. "Hvis der kommer ny ejer af TV 2, kan TV 2 vælge at gå ud af TV 2 Sport, eller MTG kan frigøres. Det fremgår af aftalen, vi har indgået. Men hvorfor skulle man det; TV 2 Sport tegner til en god forretning for TV 2 - og TDC - med den distributionsaftale, der nu er indgået," lyder Per Mikaels response, uden at han vil konkretisere, hvor godt forretningen har udviklet sig. "Lad os antage, at den nye køber ikke ønsker TV 2 Sport, så kan man sælge den til MTG, til DR eller til Canal Digital," foreslår den afgående direktør. Hvis nye TV 2-ejere vil sælge sin andel af TV 2 Sport, beholder TV 2 sine sportsrettigheder, eksempelvis håndbold. Ét godt bud er, at TV 2 Sport får 12 kroner pr. husstand pr. måned fra TDC, eller det samme som TV3+, hvilket udløser 240 millioner årligt fra abonnement. TV 2 Sport ønskede oprindeligt 20 kr. eksklusive moms.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også