Nyhedsavisen må slås for pengene

MediaWatch

Nyhedsavisen har medvind på oplag og læsertal, men det går stadig stejlt op af bakke, når annonceindtægterne skal slæbes hjem. Ifølge MediaWatchs oplysninger har tre sælgere netop forladt Nyhedsavisen, fordi deres løn er blevet sat ned. Det sidste afviser direktør Morten Nissen Nielsen som noget sludder, men han erkender gerne, at der er stor trafik af sælgere. "Vores salgsafdeling beskæftiger ca. 40 personer, så derfor er der løbende udskiftning. Nogle lever op til vores forventninger, og nogle gør ikke. Vi stiller krav til rådgivning af vores kunder, og vi har forventninger til salg på hver enkelt person. Der skal være udskiftning i en virksomhed, det er sundt. Heldigvis er vi bemandet med dygtige medarbejdere, og vi får flere ansøgninger udefra end nogensinde før," siger han til MediaWatch. Der er næppe tvivl om, at sælgerne løber op af bakke på Nyhedsavisen, selv om avisen i 2007 rent faktisk har forbedret sine læsertal og læserprofil ganske betydeligt. Det er åbenbart så krævende, at Nyhedsavisen har fået henstillinger fra et stort bureau på grund af aggressive sælgere. Et stort mediabureau kan bekræfte over for MediaWatch, at man noget usædvanligt har haft Nyhedsavisen inde til en samtale om sælgernes lidt for offensive stil. Episoden er overstået, og bureauet ønsker ikke at debattere sagen i offentligheden. Nyhedsavisens direktør mener, det er helt normalt, at medier mødes med bureauerne. "Vi er i en løbende dialog med annoncekøberne i Danmark. Den dialog rummer forhandling, hvor vi sidder på hver sin side af bordet og det kan - trods gensidig respekt - give støj af og til. Hvis det ikke skete, ville mediebranchen være for kedelig. Det fantastiske er, at markedet agerer professionelt. Læsertallene og prissætningen er afgørende for bureauerne, der ikke er styret af følelser. Vi kan se, at flere og flere lægger mærke til vores styrke i forhold til de gamle aviser. Derfor opstår forhandlingssituationerne." MediaWatchs kilder på mediabureauet vurderer, at Nyhedsavisen omsætter for 75-100.000 kroner på de dårlige dage, men ligger på budget – dvs. én million kr. pr. dag – på gode dage op til weekenden. Nyhedsavisens direktør ønsker ikke at kommentere disse omsætningstal.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også