BFE: Undgå diskrimination af danske medier

MediaWatch

Det er uklogt at udelukke danske medieselskaber fra gatekeeper-rollen, for manglende markedskendskab kan føre til en Sky Radio-situation. Det er vigtigt, at der opstår en lige og fair konkurrence om at blive gatekeeper. Men som evalueringskriterierne er bygget op, ligner det mest af alt en ”køb-ikke-dansk-klausul”, advarer BFE-direktør Niels Jørgen Langkilde i foreningens høringssvar. BFE er brancheforeningen Branchen ForbrugerElektronik. BFE imødeser en effektiv konkurrence, men det er betænkeligt at diskriminere danske virksomheder, som på distributionsmarkedet har stor viden og indsigt. Indsigten gælder ikke mindst forbrugernes ønsker til kanalvalg og tilkøb at tillægsydelser. "At have en dyb kulturel indsigt bør veje tungere, og BFE anbefaler at de tre udvælgelseskriterier vægtes ligeligt. BFE henviser til, at den første radioauktion i Danmark ikke førte til valg af en operatør med det nødvendige kendskab til markedet.” skriver BFEs direktør til kulturministeriet. I stedet for at vægte 50-25-25 pct. anbefaler BFE en ligelig vægtning af de tre evalueringskriterier. De tre er: Evne til at fremme effektiv konkurrence på markedet, det foreslåede programudbud og forretningsmæssige realisme i planerne. BFE har noteret sig avisskriverier om lovligheden af det foreslåede udbud. Debatten udspringer af det forhold at én gatekeeper får monopol i mere ned 10 år. Denne konkurrencebegrænsning, som ikke kendes fra andre platforme, skyldes ønsket om at få en økonomisk bæredygtig gatekeeper. BFE har ikke undersøgt lovligheden af dette, men anbefaler at den juridiske usikkerhed, der måtte være, bliver afklaret inden et egentligt udbud, så processen ikke nulstilles af juridiske tvister. Andre tv-platforme har mulighed for frit at pakketere kanalerne. Det gør de på den måde, som de mener, at de kan skaffe sig flest kunder på. For nogle betyder det mange forskellige pakker, for andre få. Nogle sælger programmer, begivenheder og kanaler enkeltvis, andre kun i pakker. BFE påpeger at muligheden for at tilpasse pakketeringen til kundernes behov er et nøglepunkt i forretningen som distributør. At indlægge politiske bindinger netop på dette punkt kan være ganske uhensigtsmæssigt, da mange rettigheder kun kan erhverves, hvis man er garanteret et stort antal potentielle modtagere af samme. Skal man sikre det brede programudbud, som kan gøre også denne distributionsforretning lønsom, så må man overlade dette til en kommende gatekeeper og således ikke tillægge det vægt i evalueringskriterierne. Som TDC pointerer BFE også, at man anbefaler gode muligheder for at udvikle mobilt tv, DVB-H. Det er ikke givet, at der er interesserede operatører klar, men når der måtte komme sådanne, så skal det sikres, at de har mulighed for at lade sig distribuere via jordnettet på fair og rimelige konkurrencevilkår. De bydende gatekeepere bør derfor åbent redegøre for deres vilkår for benyttelse af jordnettet til DVB-H.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også