TV 2 er ikke public service som mobil-tv kanal

MediaWatch

Det er yderst usikkert, om mediemarkedet skal operere med mobilt tv på DTT, men ikke desto mindre er arbejdsbetingelserne snart klar. Kulturministeriets bekendtgørelse om Radio og Tv-nævnets udbud af DTT sendenettet ligger til høring i branchen, og der er frist på fredag. Bekendtgørelsen rummer blandt andet en beskrivelse af arbejdsbetingelserne for, hvad gatekeeper skal stille op med mobilt tv, skønt det er yderst usikkert, om det bliver aktuelt. Politikerne har nemlig fravalgt at stille krav om mobilt tv i sendenettet. Når gatekeeper er udpeget ved en skønhedskonkurrence sidst på året, skal konsortiet selv afgøre, om man vil afsætte et mux til mobilt tv. Det pågældende mux er først til rådighed i oktober 2010, så gatekeeper har tid til at tænke over projektet. Mobilt tv sendt via DTT – ikke 3G – har påkaldt sig lidt mere interesse i senere uger, efter TDC og Viasat hen over sommeren gennemførte en test af formatet. Testen af danske vaner viste et stort forbrug af mange forskellige tv-genrer. Hvis gatekeeper ser en forretningsmulighed i mobilt tv, skal det ene mux udbydes efter en bestemt nøgle, fremgår det af bekendtgørelsen. 15 procent til DR eller ca. to kanaler. 35 procent skal sælges whole sale, eller ca. fem kanaler 50 procent kan sælges af gatekeeper, eller ca. syv kanaler. Denne beskrivelse af gatekeepers råderum skal ifølge Kulturministeriet tage højde for, at gatekeeper tildeler sig selv en dominerende position. Gatekeeper kan meget let selv være en væsentlig medieaktør; dog en næppe dansk domineret aktør ifølge betingelserne. Gatekeeper kan sælge 85 procent af kanalpladsen til medieaktører, men hvis gatekeeper selv vil optræde som medieaktør/udbyder, skal dog mindst 35 procent eller ca. fem kanaler sælges til andre. Hvis gatekeeper altså vil lancere egne kanaler, kan man frit benytte 50 procent af kapaciteten. Gatekeeper er således kun begrænset af, at der skal gives to kanaler til DR. TV 2s hovedkanal regnes i mobilt tv sammenhæng som en privat aktør - ikke for public service kanal. Det mest logiske for gatekeeper er næppe at udvikle egne medier, men at involvere sine eksisterende leverandører af almindeligt tv. Det er – formodes det – tv-kanaler fra især TV 2, TV3 og SBS. De kan muligvis se en forretningsmulighed i at udbyde kanaler mobilt, mod betaling pr. minut eller fra pakker til premium abonnementspriser. Om mobilmarkedet kan bære højere priser, end de nuværende tv-abonnementer for almindelig tv, er et interessant ubesvaret spørgsmål. Gatekeeper kunne med fordel invitere sine leverandører til at komme med andre, mere kompakte versioner af eksisterende kanaler, der egner sig til mobilt tv. Måske nye formater eller eksisterende kanaler, men med kortere programenheder - eller eventuelt med færre reklamebreaks. Eller som en helt tredje mulighed kunne gatekeeper finde nye samarbejdspartnere, der kan levere mobilt tv. Man kunne invitere de aktører, der i disse år produktudvikler video til online, som f.eks Ekstra Bladet, der er særdeles offensiv på online tv/video. MediaWatch følger op fredag med medieaktørernes kommentarer i deres høringssvar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også