TV 2 News' annoncører klager igen over seertal

MediaWatch

TV 2 News' kommercielle partnere er fortsat utilfredse med nyhedskanalens seertal, der ikke er høje nok. Det viser en rundringning, som Berlingske Business har lavet til de fem selskaber, Siemens, Mercuri Urval, TDC, FIH Erhvervsbank og Totalkredit. Meldingen er den samme fra selskaberne. Indholdet er fint nok, men der er alt for få seere. "Det har været et meget spændende partnerskab indtil videre. Men jeg er ikke tilfreds med seertallene. De er ganske enkelt ikke høje nok," siger Anders Heick Poulsen, der er vicedirektør i Totalkredit. Holdningen er den samme hos TV 2 News' største annoncør, TDC. "Seertallene er ikke gode nok. De skal op på et højere niveau, men når det så er sagt, var vi forberedte på, at der ville være en indkøringsperiode," siger koncernmarketingschef, Mikael Jensen. Konstitueret direktør i TV 2, Anders Kronborg, erkender, at seertallene ikke er gode nok. Og han vil i løbet af efteråret gå i dialog med de kommercielle partnere for at arbejde på en optimering af produktet. "Vi skal blandt andet finde ud af, om værdien af den eksklusivitet, der er ved, at der kun er fem partnere, er god nok," siger Anders Kronborg. I sidste uge så 704.000 danskere over tre år et minut eller mere på TV 2 News.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også