Vidt forskellige fortolkninger af TV 2s situation

MediaWatch

En medieforsker er stærkt bekymret over TV 2s salgsproces; en anden ser ingen problemer, mens kulturministeren fortsat er selvsikker. Medieforsker Frands Mortensen, Aarhus Universitet, er meget skeptisk med hensyn til TV 2s situation de nærmeste år. Salgsprocessen ligger langt ude i fremtiden, spår han i Børsen. Han mener, de fire principielle sager mod TV 2 vil blive anket, uanset om TV 2 eller konkurrenterne får medhold. Der verserer også andre sager fra MTG og SBS om statens re-kapitalisering af TV 2. Han tror Kommissionen, TV 2 og konkurrenterne vil tage sagerne videre til EF-domstolen, hvis de taber. Dermed kommer man meget let frem til efteråret 2009, spår Frands Mortensen. Det er ikke sandsynligt, at politikerne tør sætte processen i gang, før TV 2 sagerne og ankerne er afgjort. Og heller ikke sandsynligt at nogle vil melde sig som købere. Han forudser, at prisen på TV 2 kan komme langt ned. Når TV 2 kan sælges, vil det digitale sendenet levere tv til 20-25 procent af husstandene, og TV 2 har derved mistet sin fordel som eneste landsdækkende kommercielle kanal. TV 2 har selv ved flere lejligheder gjort klart, at man forventer faldende markedsandele til hovedkanalen, når der opstår ligeværdig distribution med alle kommercielle konkurrenter. Det ligger på nuværende tidspunkt ikke helt fast, hvornår de første retssager om TV 2 afgøres. Men den seneste vurdering fra kulturministeren lyder: "Jeg tror at de første retssager i EU om TV 2 er afgjort i 2007, og at den danske stat vinder dem. Derefter må de private selskaber, der har anlagt sagerne, afgøre med sig selv om de vil spilde flere penge på at tabe andre sager," lyder vurderingen fra kulturminister Brian Mikkelsen. "Ikke alle retssager behøver at være afgjort, før vi sætter TV 2 til salg," tilføjer han. Professor Anker Brink Lund, CBS, anlægger også en langt mindre bekymret vurdering af TV 2s situation. Han betragter TV 2 som værende på rette spor. Virksomheden bliver formodentlig privatiseret, så snart EF-domstolen har talt, vurderer han. Det har Fogh-regeringen lovet sine vælgere, og hvis retssagerne går TV 2 mod sidst på året, så sænker man blot prisen for TV 2. "Det betyder ikke alverden for staten, om prisen er nogle millioner mere eller mindre," siger han til MediaWatch, og tilføjer at salget gik i stå i 2005, fordi udbudsmaterialet var formuleret sådan, at kun nogle få konsortier kunne byde på TV 2. Derfor forventer han, at man kommer med en anden salgsmodel til næste omgang. "Det behøver for eksempel ikke at være en svær øvelse at udbyde TV 2 på folkeaktier til investeringslystne danskere," forudser CBS professoren. TV 2s konstituerede direktør Anders Kronborg er enig i, at der ikke sker noget lige foreløbig. "Som det ser ud nu, ligner det en afgørelse i løbet af foråret, og før det sker der i hvert fald ikke noget," siger Anders Kronborg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også