Mediers troværdighed styrkes, når de erkender fejl

MediaWatch

Medierne skal være først med nyheder - og først med dementier, når der er brug for det. Sker der fejl, fordi medierne i den hårde konkurrence presser deres medarbejdere til at yde mere og til at skabe mere interessante historier, end virkeligheden kan bære? Det var udgangspunktet for den første debat under årets Tvfestival.dk i København, hvor 500 repræsentanter fra den danske tv- og mediebranche er samlet for at diskutere tv og inspirere til bedre tv-programmer. Professor i medieledelse ved Copenhagen Business School, Anker Brink Lund, sagde, at der ikke findes danske undersøgelser om omfanget af fejl i nyhedsmedier. Han refererede i stedet til en ny undersøgelse fra Oregon, hvor 4.500 kilder til nyheder i aviser blev spurgt om fejl i de artikler, de havde medvirket til, skriver TV 2 Medienyt. "Den gode nyhed er, at 40 procent ikke mente, at der var fejl," sagde Anker Brink Lund og fortsatte: "Men 60 procent mente altså, at der var fejl. Halvdelen af disse bar over med fejlene, og den anden halvdel overvejede at klage. To tredjedel af disse opgav at klage, bl.a. fordi de vurderede, at en klage ville gøre ondt værre. I sidste ende var det altså ti procent, der klagede. Én procent fik ret." Professoren opfordrede nyhedsredaktioner til en bedre journalistisk debatkultur om fejl og til f.eks. en ugentlig kontrol, hvor én sag udvælges og gennemgås med tættekam. "Der skal være en bedre debatkultur, når det handler om fejl - også når det ikke går galt. Jeg er ikke tilhænger af en masse ekstra kontrol, og jeg taler ikke om etiske regler på 83 sider eller en lytter- og seerredaktør, der svarer efter tre måneder," sagde Anker Brink Lund. "Undersøgelser viser, at mediernes troværdighed styrkes, når de erkender fejl" TV 2s nyhedschef, Michael Dyrby, blev spurgt, hvad den såkaldte Triple A-sag havde ændret for TV 2 Nyheder. "Al redaktionel ledelse er en balance mellem kontrol og uddelegering, og Triple A viste, at vi var kommet lidt for langt ud med uddelegering. Vi har kigget på kontrolapparatet, og kontrollen er blevet større. Der er greb i værktøjskassen, man i dag skal have tilladelse til at bruge," sagde Michael Dyrby, som afviste en spekulation om, at tv-stationer presser medarbejdere, til der kommer fejl.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også