Annoncører håber på sundere reklamebranche

MediaWatch

Mange reklamebureauer tjener stort set ingen penge, og det er et problem for både bureauerne, annoncemarkedet og mediebranchen, mener DAF. Reklamebureauernes bruttoavance steg sidste år med fire procent. Det gav en gennemsnitlig bruttoavance i 2005 på otte procent - mod blot 3,8 procent i 2004. Det er dog stadig et godt stykke fra internationalt niveau på 10-15 procent. I morgen offentliggøres DRRB-reklamebureauernes økonomi for 2006. DRRB vil først kommentere udviklingen onsdag. Lige inden de konkrete tal for 2006 kommer på bordet, udtrykker Dansk Annoncørforening (DAF) generel bekymring for branchens manglende evne til at tjene penge. "Lidt skarpt sagt kan man frygte, at flere og flere reklamebureauer ender med at blive drevet som hobbyvirksomheder," siger DAF-direktør Otto B. Christiansen til MediaWatch. Otto B. Christiansen mener, at reklamebureauerne er inde i en dårlig spiral af uheldige omstændigheder, og han er bekymret for den fortsatte mangfoldighed af bureauer. DAF-direktøren udtrykker reklamebranchens problem på denne måde: "Kunderne er villige til at betale managementkonsulenter 5.000 kr. i timen for at fortælle, hvordan virksomheden kan blive mindre, men man er ikke villige til at betale reklamebureauet 2.500 pr. time for råd om, hvordan virksomheden kan blive større." Det var ifølge DAF et stort tilbageskridt for branchen, at reklameskolen blev nedlagt, for branchen mister viden og kompetencer. Der er for mange på bureauerne, der ikke er dygtige nok i forhold til de mennesker, de møder i virksomhederne. Det kan være meget svært for bureauet at gøre en forskel for virksomheden. "Det er en ulige situation, for bureauet kan ikke matche ”modparten” hos kunden, der lever med virksomhedens problematik døgnet rundt. Kunderne er ikke villige til at betale, fordi den rådgivning, de får, er ikke god nok," siger DAF-direktøren. Bureauerne har derudover fået svært ved at tage penge for deres ydelser, fordi de i en længere årrække har taget for mange penge for det der ikke betyder noget og for lidt penge for det, der betyder noget, lyder hans analyse. Det er et problem, for mange er afhængige af bureauernes kernekompetence, nemlig gode ideer der flytter holdninger og varer. Det lever bureauerne, medier - og samfundet af. Bureauerne må løse egne problemer, men Otto B. Christiansen mener, at annoncørforeningen bør gøre sit til at genskabe en sundere branche. I første omgang udsender han et bekymret signal, både som en kritik af bureauerne og en opfordring til forandringer. "Kan vore medlemmer - annoncørerne - gøre noget, f.eks. forbedre samarbejdsbetingelserne med bureauerne? Ja måske. Til eksempel kunne de give bureauerne længere tid til at sætte sig ind i virksomhedens opgaver, kultur og systemer," siger han og foreslår, at annoncører ikke skifter bureau fra denne dag til den anden, men sluser det nye bureau ind i opgaven. MediaWatch følger op onsdag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien