Flytning til DR Byen rammer DRs nødberedskab

MediaWatch

To gange på to dage blev DRs radio-beredskab sat ud af kraft. DR beklager de tekniske problemer. Den værste situation opstod torsdag aften, da der udbrød brand i en flamingo-fabrik i Holbæk. Politiet tændte for luftalarmerne – men da borgerne åbnede for Danmarks Radio var der ingen lyd – for alle radiokanaler lukkede ned, da beredskabsmeddelelsen blev oplæst. Proceduren for den ekstraordinære radioavis var nemlig skrevet forkert, oplyser Radioavisens chef Bettina Bendix til Politiken.dk. Fejlen blev dog opdaget efter fem minutter, og beredskabsmeddelelsen blev genudsendt. Lørdag aften blev DRs radiokanaler lammet af et strømsvigt, der i mere end to timer forhindrede udsendelser - og også oplæsningen af beredskabsmeddelser. På grund af DRs flytning til DR Byen var nødstrømsanlægget ude af drift. Da en brand i et strømskab derefter mørklagde Frederiksberg i fire timer, var den tekniske central i Radiohuset uden strøm, og først efter to timer lykkedes det igen at få Danmarks Radio i luften. Problemerne skyldes, at den tekniske centrals opbygning i DR-Byen er blevet forsinket. Derfor sendes alle DRs radiokanaler fortsat via centralen i Radiohuset. Først fra den 1. september vil kontrollen med udsendelserne flytte til DR Byen. Enhedslistens kulturordfører Per Clausen kræver nu en redegørelse fra kulturministeren om, hvordan DRs flytning til DR Byen kan sætte DRs beredskab ud af drift.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien