Forsker: Spin offensiv om kommerciel radio

MediaWatch

Medieforsker tror, agendaen er en anden, når TV 2 uden omsvøb truer med at trække stikket på TV 2 Radio, hvis forretningsplanen svigter. Forestillingen om at det statsejede TV 2 skulle lukke sin radio og levere radiosendetilladelsen tilbage til staten lyder urealistisk. Tanken om at staten i den efterfølgende periode skulle ligge i juridisk slagsmål med sig selv om betaling af resten af koncessionsafgiften er også temmelig fantasifuld. Det er et scenario, som Kulturminister Brian Mikkelsen næppe vil acceptere. Han vil dog heller ikke kommentere eller forholde sig til ovenstående præmis og MediaWatchs spørgsmål. Han udtaler sig ikke om hypotetiske scenarier, er forklaringen. "Jeg tror ikke, at TV 2 blot afleverer licensen i utide; dertil er der for meget på spil, både hvad angår prestige og politisk," vurderer medieforsker Ole Prehn, Aalborg Universitet. Per Mikael Jensen drejer næppe nøglen om på TV 2 Radio, hvis der ikke som planlagt nås break-even i 2009 eller senere. De utilslørede trusler er snarere led i en mediepolitisk spin-krig om det kommercielle radiomarked, spår anden forsker. Medieforsker Per Jauert, med speciale i radio, er ikke i tvivl om, at de involverede parter er skuffede over TV 2 Radios dårlige start. Han noterer sig, at ansvaret på det seneste ikke lægges på dårlig lancering eller en forkert formatering af kanalen, men i stigende grad tillægges DR Radios stærke markedsposition. Både Jens Rohde, og tidligere Tapla Radio bestyrelsesformand, Jesper Sehested Lund, har på det seneste udsendt signaler, som lægger op til, at DR bør stækkes for at give luft til de kommercielle stationer. F.eks. ved at staten ikke forlænger DRs sendetilladelse til den fjerde landsdækkende FM-kanal (DR P2), men omdefinerer den til kommercielt formål. Eller at man, som intensionen er i medieforliget, skal gøre alvor af at reorganisere FM-båndet, så der bliver plads til nogle slagkraftige, landsdækkende FM-kanaler. Der er bevægelse i sidstnævnte, som beskrevet på MediaWatch, og det har betydet, at den planlagte auktion over de ledige DAB-kanaler er udskudt, til der foreligger en afgørelse om FM. "Jeg tror, at der er kræfter, der vil lægge pres på kulturministeren og de mediepolitiske forligsparter for at åbne for flere kommercielle radiokanaler, så TV 2 og måske andre aktører kan få flere kanaler til rådighed, der kan muliggøre en markedssegmentering," siger Per Jauert til MediaWatch. Per Jauert fornemmer også et pres på politikerne at få ophævet de nuværende koncessionsforpligtelser - nyheder, baggrundsmagasiner, musikkvoter - eller for i det mindste undgå, at de kommer til at gælde for fremtidige kommercielle kanaler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også