I sin kronik på 180grader lancerer professor Jesper Lau Hansen et frontalangreb på public service tankegangen i DR. Argumentet for public service er blandt andet, at dansk kultur ikke kan overleve på et åbent marked, men må produceres med statsstøtte. Men selv hvis man mener, at dansk kultur er så sart en blomst, at den ikke kan trives uden statsstøtte, hvorfor skal public service så nødvendigvis kun drives af én enkelt virksomhed, spørger professor, dr. jur. Jesper Lau Hansen i en kronik på det nye liberale nyhedssite 180grader. Svaret er, at det behøver public service ikke, skriver han. Det blev, om end tøvende også udtrykt i det sidste medieforlig. Her oprettede man en fond på 75 mill., der skal yde økonomiske støtte til enhver, der vil producere en sådan statskultur. Hvis public service overhovedet har en fremtid, må det blive som et statsstøtteprogram til kulturlivets sære vækster, som EU's tilsvarende støtte til landbruget, foreslår professoren, der ikke har meget til overs for forestillingen om den neutrale journalistik fra DR. Han skriver, at begrundelsen for public service på nyhedsområdet er idéen om den objektive nyhedsformidling, hvor nyhedsanalyse åbenbart fremstilles i politisk sterile omgivelser af offentligt ansatte eksperter, som borgerne ubekymret kan konsumere. Men den objektive nyhedsformidling findes ikke, fastslår Jesper Lau Hansen. Alt afhænger af øjnene, der ser. Hvilke nyheder, man vælger at omtale, hvilke kilder man vælger at undersøge, hvilke spørgsmål man stiller, de ord man vælger, og hvordan man redigerer det samlede materiale. Alt reflekterer den subjektive indstilling. Når nyhederne ligner hinanden på tværs af medierne, skyldes det således ikke, at der er en håndgribelig sandhed. Det skyldes snarere en stor konformitet i journalistbranchen, mener Lau Hansen. I erkendelse af, at objektivitet i journalistikken er naturstridigt, har DR i de senere år skiftet spor og hævder nu, at public service handler om alsidighed. Jesper Lau Hansen finder formuleringen smart, for hver gang man gribes i nyhedsformidling, der ikke er objektiv, kan man hævde, at det opvejes af andre indlæg og dermed udgør en del af alsidigheden. Professoren stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor det er en statsopgave at lade kun én virksomhed stå for alsidigheden, når der allerede findes private medieudbydere. Public service er historisk i nyhedssammenhæng uløseligt knyttet til forestillingen om den neutrale journalist, men det er en løgn, skriver han. Jesper Lau Hansen finder også, at licensopkrævningen er ulogisk. Han siger, at omkostningerne til public service dækkes ved opkrævning af en licens, hvorved det samme beløb opkræves af alle. Professoren kan ikke forstå, hvor de samme mennesker, der indigneret afviser flad skat, med stor selvfølgelighed kræver, at public service dækkes af en uretfærdig skat; nemlig en skat, hvor samme beløb opkræves hos høj og lav uden proportion eller bundfradrag.