TV 2 News: Lav share, god indtjening

MediaWatch

På fredag har TV 2 News været i luften i et halvt år, men målt på share er den langt fra slået an hos de danske tv-seere. Ifølge den nyeste TV-måling fra Gallup bruger danskerne blot fem minutter på at se TV 2 News om ugen. Det skriver Business,dk, der således vælger at bedømme nyhedskanalen på share. Normalt bedømmes nyhedskanaler på deres nettodækning. Selv niche-kanaler som Cartoon Network, Discovery Channel og SBS Net trækker flere seere og oven i købet i længere - mellem 11 og 15 minutter om ugen. Moderkanalen TV 2 trækker i snit de danske seere til i fem timer og 22 minutter om ugen, mens DR ses i fire timer og 17 minutter om ugen. Danskerne bruger eksempelvis omkring 50-60 minutter på at se DR 2 og TV 3. TV 2's økonomidirektør Anders Kronborg er dog ikke bekymret, trods det beskedne forbrug af nyhedskanalen. TV 2 News har nemlig to- og treårige aftaler med TDC Kabel TV, Telia Stofa og Viasat. "Det betyder, der er omkring en million husstande, som modtager News fra en af de tre TV-distributører. Og da de alle betaler i snit ti kr. om måneden via deres TV-abonnement, så er det økonomisk set ikke noget problem," siger Anders Kronborg. TV 2 er altså sikret indtægter i 2007, 2008 og 2009, uanset hvor mange eller hvor få seere TV 2 News overhovedet har. Alene i år er forventningen 120-130 mio. kr. og dertil kommer supplerende annonceindtægter. Til sammen venter TV 2 News en omsætning nær de 150 mio. kr, skriver Business.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også