Nyhedsavisen: Strejken er overenskomststridig

MediaWatch

Journalisterne hos Nyhedsavisen har nedlagt arbejdet i protest mod fremgangsmåden ved fyringen af otte medarbejdere. Strejken er i strid med overenskomsten, og mens Nyhedsavisens ledelse er i oprør over strejken, opfordrer Dansk Journalistforbund medarbejderne til øjeblikkeligt at genoptage arbejdet. Årsagen til strejken er, at de redaktionelle medarbejdere mener, at ledelsen af Nyhedsavisen begik overenskomstbrud ved afskedigelsen af de otte medarbejdere. I overenskomsten mellem Dansk Journalistforbund og Nyhedsavisen står det, at tillidsrepræsentanterne skal inddrages i forbindelse med afskedigelser, så der vil kunne forhandles om eksempelvis frivillig aftrædelse. I denne sag blev tillidsrepræsentanterne imidlertid pålagt total tavshedspligt, og havde dermed i realiteten ikke mulighed for at hjælpe medlemmer til evt. frivillig fratrædelse. Tavshedspligten medførte, at tillidsrepræsentanterne trak sig fra alle forhandlinger med ledelsen om fyringerne. "En total tavshedspligt overfor tillidsrepræsentanterne i denne situation betyder, at de reelt ikke har mulighed for at repræsentere de kolleger, der har valgt dem. Tavshedspligten udelukker, at man sammen med kollegerne kan finde brugbare alternativer til fyringerne. Og tavshedspligten er i strid med overenskomsten", siger faglig konsulent fra Danmarks Journalistforbund, Hans Jørgen Dybro, i en meddelelse. Nyhedsavisens administrerende direktør, Morten Nissen Nielsen, har ingen kommentarer til forløbet, men fastslår over for MediaWatch, at der er tale om en naturlig tilpasning af medarbejderstaben. Efter tillidsrepræsentanterne havde offentliggjort deres beslutning om at forlade forhandlingerne, valgte avisen at fremrykke meddelelsen om fyringerne blandt medarbejderne med en uge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også