DTT: Politikere kan ødelægge forretningsgrundlag

MediaWatch

Politikerne lægger beslag på flere sendepladser i de kommercielle DTT mux’er, og det kan hæmme gatekeepers forretningsudvikling. Medieordførerne forhandlede i går videre for at nå til enighed om en DTT model. De fortsætter møderne i næste uge, erfarer MediaWatch. Mængden og variationen af kanaler spiller en stor rolle for digital tvs succes. Her midt i forhandlingsforløbet står det ikke klart, hvor mange kanaler, gatekeeper får på menuen. Kanalpakken skal både skabe opmærksomhed om DTT, trække seere til platformen og tiltrække abonnementsindtægter fra et antal low- og high-pay kanaler. Eksperterne i Hermansen-rapporten anbefaler, at gatekeeper får rådighed over fire til fem mux’er. Det fremgår også, at embedsmændene regner med, at ét mux udløser hele seks kanaler, i MPEG4 med god billedkvalitet. Det giver i hvert fald 24 kanaler, men politikere har i medieaftalen lagt beslag på et antal kanaler. Der er foruddisponeret fire kanaler, ifølge Hermansen-rapporten. De går til DR's børne/historiekanal, en parlamentskanal, en kanal med lokale/regionale nyheder og en nabolandskanal, som kan regionalt opdeles, så der kun beslaglægges én kanals plads. Det efterlader altså 20 kanaler til gatekeeper. "Det giver efter min vurdering et rimeligt forretningsgrundlag for gatekeeper og mulighed for et konkurrencedygtigt udbud. Danskernes tv-forbrug er for det mestes vedkommende samlet på ret få kanaler," er DRs Paul Samsøes argument. Den kommercielle ekspertise er ikke nødvendigvis enig. En stor kanalpakke er helt afgørende. Niels Jørgen Langkilde, der var mangeårig kommunikationschef i MTG, vurderede for nylig overfor Mediawatch, at der skal flest muligt mux’er med i udbuddet. Det er en fejl med en stor reserve af mux’er, der gemmes væk til teknologisk innovation, lød hans vurdering. "Det er antallet af kanaler i systemet, som bliver vigtigt. Og alle kanalerne skal kunne kodes," lyder Niels Jørgen Langkildes råd til medieordførerne. Læser man medieforligets tekst fra sommeren 2006, lyder det som om, at medieordførerne forestillede sig, at flere kanaler skulle øremærkes: Nemlig én til DRs kommende børne/historie-kanal, én til nabolands-tv, én kanal med lokale/regionale nyhedsudsendelser som et reelt alternativ til de regionale TV 2-udsendelser, en hel kanal kun til transmissioner fra Folketingets forhandlinger og høringer mv., og én tv-kanal med regionale udsendelser fra de regionale TV 2-virksomheder, kombineret med ikke-kommercielt lokal-tv. Dertil kommer et helt andet usikkerhedsmoment. Det vil også koste kanalpladser, hvis gatekeeper vælger at prioritere udbud af HDTV og håndholdt tv. Det første mux, der sender allerede, indeholder DR1, DR2 og TV 2, og vil ikke indgå i gatekeepers forretningsområde.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også