TV 2 Radio er overraskende ukommerciel

MediaWatch

TV 2 Radios public service programflade er ikke optimal, mener ekspert, men det afvises af radioen. MediaWatch har bedt Jesper Sehested Lund uddybe sin kritik af TV 2 Radios programstrategi. Hans mere end 12 års erfaring med kommerciel radiodrift stammer bl.a. fra lanceringen af Radio 100 FM, hvor han var arbejdende bestyrelsesformand i Talpa Radios bestyrelse, som han netop er udtrådt af, samt som adm. direktør gennem flere år for Nordisk Radio Reklame A/S (The Voice). Han er forundret over TV 2 Radios ukommercielle strategi. Radioens værter lyder meget som P3, hvor de kommer fra, og musikvalget er meget bredt og spænder over mange musikgenrer. "TV 2 Radio afvikles professionelt, men jeg studser over den ukommercielle musikplanlægning, hvor der spilles mange helt ukendte titler, og hvor stilarter er spredt i alle retninger, lige fra rap til blød pop og hård rock-musik. Radio handler basalt om to ting, at få lytterne til at stille ind på kanalen og herefter fastholde dem. Af disse to er den sidste opgave så absolut den vanskeligste. Den første del af opgaven kan særligt TV 2 sikret gennem massiv markedsføring og udnyttelsen af den betydelige brand-value, der ligger i TV 2-navnet. Men når først lytterne er blevet "lokket ind", så må de ikke gives en anledning til at stille væk igen," siger han. Hele mediebranchen tror og håber, at TV 2 Radio tager shares fra DRs P3 og P4, og driver væksten i annoncemarkedet til radios fordel. Sidstnævnte er helt afgørende for TV 2 Radios sunde udvikling. Selv om TV 2 Radio nok skal trække nye kunder til radio, er han usikker på projektet. "Jeg tvivler på konceptets styrke, set i lyset af at radioen er helt ny. Det lyder godt på papiret, at den vil være en radio for alle, men radio er ikke tv. Broadcast tv, som den markedsleder TV 2 er, handler om at have forskellige programmer med temmelig skiftende målgrupper. Radio er én samlet flade, der hele tiden skal tiltrække den samme målgruppe. Ikke én sang må få en lytter til at række ud for at skifte kanal. Når du spiller så bredt som TV 2 radio gør, risikerer man, at radioen i virkeligheden bliver det modsatte - nemlig meget smal og til de særligt musikinteresserede." Musikredaktør Niels Pedersen, TV 2 Radio, siger til MediaWatch, at TV 2 Radios udgangspunkt er, at der er behov for en stor, stærk radiostation, der tror på musikalsk kvalitet af mange slags. "Hvis en radiostation overhovedet skal have en berettigelse i dag, skal den kunne noget mere, end folk selv kan finde ud af. Den skal både servere kendte favoritter og tilbyde nye lytteoplevelser. Det er også væsentligt, at man som radiostation 2007 ikke kun er i konkurrence med andre "gammeldags" stationer, men er omgivet af tusinder af muligheder på nettet og i andre digitale universer, hvor potentielle lyttere kan skræddersy egne radiokanaler. Vi skal kunne mere end bare være en jukebox. Desuden ved vi, at folk er nysgerrige, som de er i de fleste andre af livets aspekter," siger Niels Pedersen. Han henviser til, at TV 2 Radios musikudvalg skal afspejle, at verden forandrer sig. Tænk på begrebet "Musik for de unge på 40". For 30 år siden var det noget med Palmehaveorkestret, for 20 år siden var det Dire Straits, i dag er det mange forskellige ting, fra Madonna, George Michael og Bruce Springsteen til The White Stripes og Razorlight.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også