TDC tilspidser krigen om tv-distribution

MediaWatch

TDCs bredbåndsinitiativ skærper kravene på hele tv-markedet til distribution, pris og pakketering af indhold. TDC vil tilbyde 1,6 millioner husstande mulighed for at samle telefon, tv og internet et sted til en samlet pris. Husstandene får det hele, hvis de kobler sig direkte på TDC TV via deres bredbåndsforbindelse. TDC TV lokker med 35 tv-kanaler, filmudlejning, elektronisk programguide m.m. "Vi leverer telefoni, internet og tv gennem ét og samme stik i væggen. Det er klart den mest brugervenlige løsning, der findes på markedet, fordi den også er interaktiv og rummer mulighed for f.eks. at leje film. Og man slipper for at have en parabol hængende på skorstenen eller altanen," siger direktør Gert Rieder, TDC Privat. Blandt nyhederne er en programpakke med Viasat-kanalerne, indbygget programguide, digital optager, pausefunktion og mulighed for at leje og se mere end 200 film, når man ønsker det. TDC lægger ikke skjul på, at bredbåndsinitiativet er seneste skud på stammen i kampen om at fastholde – eller udvide - sin position som markedet vigtigste distributionsaktør. Kampen om tv-distributionen skærpes på flere fronter. En ny front er forventningerne om en lancering af mange digitale jordbaserede kanaler (DTT) om få år. Underdirektør Paul Samsø, DR, ser dog ikke umiddelbart en trussel for DTT. "Det (TDC TV) tror jeg ikke betyder meget for DTT. Det er nok to forskellige markedssegmenter," siger Paul Samsø til MediaWatch med henvisning til, at DTT ventes at tiltrække husstande med et moderat behov for kanaler og andre tilbud. Partner Kim Angel i konsulentvirksomheden Mediaid med speciale i medier mener til gengæld, at TDC TV-initiativet kaster nye betingelser ind på distributionsmarkedet overfor de 75 procent af de danske husstande, som har kabel- eller satellit-tv. Kim Angel forudser, at TDC med denne aktivitet sandsynligvis tager et skridt i retning af at positionere sig som potentiel gatekeeper for DTT-systemet, men at aktiviteten i særdeleshed er et direkte angreb på satellitselskaberne Canal Digital og Viasat - sidstnævnte også selvom Viasat har kanaler med i TDC TVs tilbud. Viasats fordel kan dog stadig være at øge distribution og indtægter ved at have kanaler med hos en neutral distributør. Endelig er elselskaberne, der p.t. bruger mange ressourcer på også at lukke sig omkring kunderne på forsyning af tv, også truet, spår Mediaid. "Jeg tror, at vi lige har oplevet, at kravene hos alle til tv-kanaldistribution og pakketering af indhold er blevet skærpet. Hvis man skal have succes hos multikanal-husstandene, skal man mere end nogensinde før, tilbyde attraktive kanaler i en pakke, der ikke kan fås andre steder, og prisen skal selvfølgelig være konkurrencedygtig," siger Kim Angel til Mediawatch og påpeger, at TDCs initiativ tegner flere interessante fremtidsaspekter. Mediaid mener, initiativet bekræfter tendensen om, at fremtidig konkurrence indenfor distribution af digitale signaler ikke kun står på billig bredbånd og telefoni, men at unikt pakket indhold skal være med til at skabedifferentiering og dermed præference hos forbrugeren. Mediaid noterer sig også, at tv via en bredbåndsforbindelsen åbenbart ikke længere er afhængig af en superforbindelse, men ifølge TDCs kunderådgivning tirsdag kan køres helt ned til 512 kbit/sek. Man har tidligere sagt, at det var nødvendigt med minimum 3-5 Mbit/sek. for at se IP-tv, men TDC orienterer altså nu om, at dette ikke længere er nødvendigt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også