Enhedslisten: Ingen tillid til DR-ledelse
Den nye budgetoverskridelser på ca. 300 millioner kroner må få konsekvenser for DRs topledelse, mener Enhedslisten. "Hvis Berlingske Tidendes oplysninger om yderligere overskridelser på DRs budget for udflytningen til Ørestaden er rigtige, må det få konsekvenser for DRs topledelse. Generaldirektøren har ikke levet op til sine løfter og vi må også se på bestyrelsens indsats i forhold til den seneste udvikling i sagen," siger Per Clausen, medieordfører for Enhedslisten. Han mener, at ledelsen ikke længere kan slippe godt fra at løbe fra ansvaret ved at fyre medarbejdere længere nede i hierarkiet. "Uanset hvem, som har ansvaret for at disse problemer oprindelig er opstået, er det umuligt at nære tillid til DRs topledelse. Jeg vil derfor bede Kulturministeren om en redegørelse," siger Per Clausen. DRs generaldirektør Kenneth Plummer erkender over for Radioavisen, at den slutprognose for økonomien i DR Byen, der fremlægges i næste uge, vil vise en yderligere overskridelse. "Jeg kan ikke sætte tal på. Det vil jeg ikke gøre på nuværende tidspunkt. Det rigtigste vil være, at vi drøfter det her i bestyrelsen, og så er det klart, at vi kommer med en udmelding," siger Kenneth Plummer.