Tv-selskaber vil engagere sig halvhjertet i DTT

MediaWatch

Om knap ét år er markedet lidt klogere på DTT situationen, men projektet tegner fortsat ekstremt usikkert, spår branchekonsulenter. Virksomheden Mediaid har ved flere lejligheder kortlagt tv-distributionsmarkedet for sine kunder. Det har afsløret mange usikre scenarier. "Jordbaseret digitalt tv bliver en faktor i tv-krigen på distribution, for 20-25 procent af husstandene tvinges jo over på platformen, når analogt tv slukkes. Men DTT bliver ikke et jordskred for tv-sening. Der er for mange økonomiske interesser i spil i at fastholde den nuværende distribution via kabel og satellit," siger partner i Mediaid, Steen Christiansen til MediaWatch. "De 20-25 procent har i mere end ti år afvist at modtage flere kanaler, men har været tilfredse med DR1, TV2, Lokal TV og nabolandskanalerne. Denne målgruppe bliver svær at overbevise om, at de skal have flere kanaler, og at de skal betale for dem." I dag er der opbygget en klar strategi for tv-selskaberne, hvor man i stadig højere grad baserer sine indtægter på både distributions- og reklameindtægter, hvilket MTG, SBS og TV 2 har været succesfulde med. Denne balance er favorabel for tv-stationerne, og derfor skal man næppe vente sig kanalerne distribueret billigere via DTT-platformen, lyder Mediaids vurdering. Begivenhederne er svære at forudse, når projektet bliver konkret i slutningen af 2007. På det tidspunkt sættes alle tv-selskabers strategi under pres. De tvinges til grundige overvejelser af, hvad de vil. Viasat skal f.eks overveje, om det er klogest at støtte DTT platformen, eller bedre at holde sig til den nuværende lukrative forretning. "Udover alle DRs kanaler og udvalgte TV 2 kanaler tror vi, at DTT vil blive en platform, hvor aktører som MTG, TV 2 og SBS vil forsøge at lancere nye brede kanaler, som primært skal optimere reklameindtægterne, ved at tilbyde den vigtige landsdækning for annoncørerne. Omvendt ønsker man ikke at rokke båden omkring de nuværende distributionsindtægter. Derfor bliver DTT næppe med de kanaler, som i dag er strategisk distribueret på de kendte platforme," siger Steen Christiansen. Det tegner sig en DTT platform uden de vigtige programrettigheder og egenproduktioner, som i dag netop sikrer den strategisk vigtig betaling pr. husstand. Derfor mener Mediaid, at DTT platformen sandsynligvis vil ende med et andet programudbud end det, som man kender fra programpakkerne hos eksempelvis Viasat, Canal Digital og TDC kabel TV. Steen Christiansen betragter det som givet, at de kendte store tv-aktører melder sig som potentielle gatekeepere, enten i et konsortium, eller som enkeltstående selskaber. Underdirektør Paul Samsø, DR, har tidligere opstillet mere optimistiske scenarier overfor MediaWatch. Han forventer, at udbyderen af DTT vil lancere tv-pakker med mange kanaler til konkurrencedygtige priser. DTT tilbuddet er umiddelbart relevant i de ca. 20 pct. af husstandene, der ser analogt tv med almindelig antenne på det primære tv-apparat i stuen; men DTT muligheden vil også være attraktiv for det andet og tredje apparat i husstanden og i sommerhuset, tror han. Han ser DTT som en interessant valgmulighed for husstande, der ikke vil betale 200-300 kr. om måneden for godt 30 kanaler, men er tiltrukket af færre kanaler til en lavere pris. Modsat Mediaid mener han, at digitalt tv har en realistisk mulighed for at blive en stærk spiller på mediemarkedet - specielt hvis det lykkedes at danne et konsortium, hvor alle aktører er med.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også