Nye DR-bestyrelsesmedlemmer vækker følelser

MediaWatch

Udnævnelsen af to anderledes samfundsdebattører til Danmarks Radios bestyrelse vækker debat om dem og DRs kultur. Ole Hyltoft er udpeget af Dansk Folkeparti, mens Katrine Winkel Holm er beskikket af kulturminister Brian Mikkelsen. Sidstnævnte undrer medieforskeren professor Frands Mortensen, Aarhus Universitet. "Det er mildest talt overraskende. Katrine Winkel Holm opfylder ikke betingelsen for et professionelt bestyrelsesmedlem: At have økonomisk indsigt og erfaring med medievirksomhed. Hun repræsenterer meningsmageri som sin far, pastor Søren Krarup, da han var medlem af bestyrelsen, men dog udpeget af Dansk Folkeparti," siger han til Jyllands-Posten. "Jeg mener, at kulturministerens udvælgelse af Katrine Winkel Holm er en fejltagelse og en reminiscens fra Radiorådets dage. I 1987 nedlagdes det, fordi medlemmerne anså det for et lille folketing," lyder medieprofessorens kritik. Frands Mortensens kollega, professor Anker Brink Lund, CBS, siger til MediaWatch, at han intet forskningsmæssigt grundlag har for at sige noget kvalificeret om de to nye medlemmer af bestyrelsen. Berlingske Tidendes lederskribent har en alternativ fortolkning af den kritik, der kommer fra Frands Mortensen og andre. Avisen finder, at udnævnelsen af to borgerlige personligheder til DRs bestyrelse kun udløser medieballade, fordi konsensus i brede kredse ligger til venstre. Derfor vil alt, hvad der bare minder om et alternativ vække opsigt. Berlingske fastslår, at DRs virkelighedsbillede ligger til venstre, fordi medarbejderne af gammel vane gentager bestemte holdninger, vinkler, præmisser og fremstillinger, der flugter med den mainstream, de selv har været med til at definere. Her er der brug for friske og uortodokse kræfter. Kan de nyudnævnte medlemmer af bestyrelsen bringe ny energi ind i foretagendet eller blot skabe debat derom, er noget vundet, imødeser avisen. Bestyrelsesformanden for Danmarks Radio, den tidligere koncernchef i Nykredit, Mogens Munk Rasmussen, oplyser i kølvandet på debatten, at han vil erstatte politikerne i bestyrelsen med blandt andet mediefolk. Det siger han til Ugebrev for Bestyrelser, og efterlyser en mere faglig bestyrelse. "Som bestyrelsesformand for DR ville jeg finde det mere hensigtsmæssigt, hvis man i højere grad valgte bestyrelsesmedlemmer til DR's bestyrelse ud fra faglige kompetencer," siger han til ugebrevet. "Men når vi ikke kan påvirke bestyrelsens sammensætning, må vi sikre, at de fornødne kompetencer er til stede i direktionen," siger han. DRs bestyrelse er på 11 medlemmer, som vælges for fire år ad gangen. Tre udpeges af kulturministeren, seks af Folketinget og to af medarbejderne. Frem til 2010 består bestyrelsen af følgende: Mogens Munk-Rasmussen (formand), næstformand og skoleinspektør Erling Aaskov. Dertil borgmester Finn Aaberg, forhenværende folketingsmedlem Aage Frandsen, direktør Lone Færch, teolog Katrine Winkel Holm, forfatter Ole Hyltoft, rektor Peter Hvid Jensen, chefredaktør Torben Dalby Larsen, plus de to medarbejdervalgte journalist Mogens Rubinstein og tv-tekniker Stig Paulsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også