Kulturminister siger god for TV 2 News-aftaler

MediaWatch

Brian Mikkelsen (K) mener ikke, at TV 2 News omdiskuterede partnerskaber er "umiddelbart" ulovlige. Oppositionen kræver nu en uvildig undersøgelse og ændret lovgivning efter kulturminister Brian Mikkelsens svar til socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen, der har taget sagen om TV 2 News finansieringsaftaler op. Det skriver fagbladet Journalisten onsdag. I forrige nummer af bladet vurderede pressejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole, at TV 2's fremgangsmåde er i strid med radio- og tv-loven, hvor det hedder, at nyheds- og aktualitetsprogrammer ikke må sponsoreres. Kulturministeren mener imidlertid ikke, at der er tale om sponsering af programmer - men af hele kanalen - hvorfor det så er i orden, skriver han i sit svar til Mogens Jensen. Den udmelding falder SF's medieordfører Holger K. Nielsen for brystet. "Det holder sgu ikke. Den sondring mellem program og kanal kan man ikke lave omkring TV 2 News. Det er jo ét stort nyhedsprogram, og så må reglerne for sponsorering af nyhedsprogrammer også gælde her," siger han til Journalisten. Han mener, at der må en uvildig juridisk undersøgelse til, evt. ved at inddrage kammeradvokaten. Et samråd i Folketinget kan også komme på tale, siger han. Simon Emil Ammitzbøll, medieordfører for Det Radikale Venstre, siger, at han synes, sagen lyder tvivlsom og vil diskutere det med kulturministeren. TV 2 News tilbyder virksomheder fem partnerskaber á fem millioner kroner for blive "medejere af et nyhedsunivers og del af et stærkt nyhedsbrand - seriøs og troværdig," som det hedder i udbudsmaterialet. Indtil videre er FIH og Siemens blevet offentliggjort som partnere. De får adgang til fælles markedsføring og TV 2 news logo, ligesom de kan bruge værterne til interne og eksterne arrangementer, der skal pleje medarbejderne, samarbejdspartnere eller VIP-kunder. Aftalen er dog frivillig for værterne at deltage i.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også