SBS stiller med et større hold

MediaWatch

SBS TV har lagt brikkerne på bordet, og planen for 2007 er at vinde ét sharepoint med fire differentierede kanalbrands. Fra 2007 står SBS TV med fire profilerede kanaler, der henvender sig til fire forskellige målgrupper. "SBS TV ser sig nu som en seriøs udfordrer på det danske tv marked. I stedet for at have meget brede flowkanaler, har vi valgt at gå den digitale fremtid i møde med mere målrettede kanaler, som hver især står stærkt hos målgrupperne og sammen dækker hele det kommercielle univers," oplyser direktør Henrik Ravn. Han siger til MediaWatch, at SBS TV forventer at gå ét procentpoint frem i 2007, målt i kommerciel seerandel blandt 15-50 årige. Forventningerne knytter sig til den nye kanal SBS NET. I 2006 har Kanal 5 fortsat en udvikling som underholdningskanal i de 61 procent af husstandene, som kan modtage kanalen. Indholdet er film, serier, internationale fodboldligaer og senest "Kan du danse?" Med flere nye store programsatsninger vil kanal 5 i 2007 forsøge at fortsætte en positiv udvikling. Kanal 4 kom på markedet i foråret, og er måske lykkedes bedst i forhold til at levere image og profil. I 2007 vil Kanal 4 øge antallet af egenproduktioner, og kanalchef Anette Kokholm vil stå bag en række nye danske programmer, som skal skærpe kanalens profil yderligere. Mere afgørende er, at Kanal 4 fra nytår udelukkende bliver distribueret via kabel og satellit fra London til de danske seere. Det betyder på kort sigt lidt færre seere, erkender SBS, men til gengæld kan kanalen benytte sig af breaks. SBS' fjerde kanal, SBS NET, der er nyheden i porteføljen, går i luften fra 1. januar 2007 med en ganske høj penetration på ca. 75 procent. SBS NET overtager det hidtidige lokale netværk, der suppleres op med ni nye sendere. Blandt andet i befolkede områder som Roskilde og Helsingør. SBS NET vil være målrettet mod de 21-50-årige med en svag mandlig profil. Ingredienserne er mainstream tv med underholdning, film, dokumentar, serier, rejseprogrammer og en sci-fi aften. Den helt unge Voice tv er nu en del af SBS TV - ikke SBS Radio - og tv-delen har overtaget reklamesalget på kanalen. Voice TV har i 2006 oplevet en vækst i interesse både blandt de unge seere, kabeloperatørerne og annoncørerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også