3: Medieindhold skal skabe abonnentvækst i 2007

MediaWatch

3 har lagt budget for 2007, men holder forventningerne om antal abonnenter for sig selv. Det står dog klart, at abonnementsudviklingen tegner bedre i 2006, efter en problematisk lancering hvor udviklingen var negativ i 2005. "Ingen tvivl. Vi lancerede ca. 1½ år for tidligt og havde problemer med netværket og adgang til de rigtige telefoner," siger 3s marketingdirektør Henriette Høyer, til MediaWatch, som forklaring på, at brugerinteressen har været afdæmpet. En del abonnenter forlod 3 igen, da produktet ikke levede op til det forventede. I efteråret 2005 stabiliserede 3 sin abonnementsbase, og har i 2006 oplevet en vækst på 30 procent til 150.000 abonnenter, målt i første halvår 2006. "Intet tyder på at den udvikling stopper," siger hun, men vil ikke give et konkret bud på udviklingen i 2007. "Målet er vækst i kundebasen i 2007," lyder den sparsomme kommentar. Henriette Høyer er ikke bekymret for, om 3G telefonen har en fremtid som medieplatform. Et af de forbehold, som visse teleanalytikere har, er den lille "window of opportunity", hvor mobilen kan gøre sig gældende som medieterminal i Danmark, blandt andet på grund med korte transporttider. En anden er, at mobilen slet ikke egner sig som underholdningsmedie. "Der er ingen tvivl om, at medieindhold på mobilen skal kunne konsumeres i små bidder, f.eks. video med underholdning eller nyheder på 2-3 minutter. Men en tog- og bustur kan nu også være lang i Danmark," siger hun. Hun tror, at den kontinuerlige netværksudbygning, og stadig stigende båndbredde i de næste år betyder, at mange yngre potentielle kunder finder det naturligt at droppe fastnet-forbindelsen, og at 3s telefoner bliver mange brugeres naturlige adgang til internettet. Dernæst skal mere attraktivt medieindhold i 2007 stimulere købsinteresse i den brede befolkning. Det gælder først mere tv/video i alle egnede genrer og dernæst ambitioner om at skabe interesse fra den særlig energi, der er i brugerskabte videoer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også