Online udvikling kan marginalisere DR og TV 2

MediaWatch

Berlingskes kulturredaktør hylder det ultimative frie medievalg - et fokuseret medieforbrug fra et massivt tv-udbud, der fås online. Hos DR, TV 2 og SBS TV tror man ikke, at online tv truer flow tv. Som Mediawatch skrev i sidste uge, så vurderer f.eks. TV 2s indholdsdirektør Palle Strøm, at hovedkanalernes flow tilbyder et fællesskab, hvor man samles til en gruppeoplevelse – f.eks nyheder, fodboldkamp eller en serie – og den oplevelse ønsker unge og gamle sig stadig. Kulturredaktør Jakob Høyer, Berlingske Tidende, tvivler på de gamle tv-brands modstandsdygtighed. Han ser for sig i sin klumme, at samtlige tv-programmer ligger på internettet - direkte eller i arkiv. Man har ikke længere brug for det gamle, traditionelle fjernsynsapparat. I stedet skal husstanden have en kraftig internet-adgang med forbindelse til store fladskærme i stue og mindre skærme i køkken og børneværelser. Med adgang til alle TV-stationer og uendelige arkiver og kataloger. Jakob Høyer mener, at hvis man selv kan udvælge og se programmer når som helst, er der ikke brug for DR, TV 2 og andre tv-stationer til at sammensætte en programflade. Både danske og udenlandske serier og film kan fås hurtigere og lettere direkte hos producenterne eller gennem andre salgskanaler. Klik på ABC for at se ”Desperate Housewives”, direkte hos Nordisk Film eller Zentropa for at se danske film. Og langsomt vil særligt de kommercielle TV-stationer miste reklamepenge, når seerne klikker sig direkte ind på et program - og ikke ser reklameblokke før og efter. Hos DR og TV 2 opfatter man sine store nyhedsudsendelser kl. 19.00 og 21.00 som bastioner, der nok skal holde. Seerne vil fortsat gerne vente på dem, fordi det er et vigtigt ritual at sætte sig ned på et fast tidspunkt og få at vide, hvordan verden ser ud. Tv-selskaberne føler sig også relativt trygge, fordi deres mediebrands er bomstærke. "Content is king, but content’s boss is brand," som Palle Strøm formulerede det på New Media Days. Jakob Høyer har også noteret sig, at tv-selskaberne – nu også de danske – er klar over den udfordring, de står med. De er for alvor er kommet i gang med at gentænke deres tilstedeværelse online. Alligevel ser han en trussel for traditionelt tv, når tv-stationerne skal finde nye indtægtsmuligheder og nye salgsmuligheder over for seere, der hele tiden har tusindvis af alternativer andre steder på internettet. Licens-betalt public service-tv som DR har gode vilkår - simpelthen fordi pengene er sikret via fast indbetaling. Værre ser det ud for TV 2, TV3 og de andre kommercielle stationer, der mere end nogensinde skal konkurrere med den store verden. Og særligt de truede reklameindtægter kan få stor betydning for tv-stationernes muligheder i fremtiden. Trussel eller ej. Det er branchens problem. Set med seernes øjne anlægger Jacob Høyer mest den optimistiske vinkel: Seerne bliver mere bevidste om, hvad de ser på skærmen: Ikke bare tænde og falde sammen på sofaen, men i stedet selv vælge program fra arkiver, kataloger og tv-kanaler på internettet. Væk med tidsspilde, ind med fokuseret medieforbrug. Kulturredaktøren ser dog også mørke skyer: Den totale forvirring, når skærmen på væggen pludselig giver adgang til millioner af forskellige programmer. Samtidig kan den fælles danske kultur, dannelse og oplysning få svære kår, når seerne har færre fælles referencer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også