Rohde: Reklamekage skal bages større

MediaWatch

TV 2 vil tage ansvaret for et sundt radiomarked, og det er også strengt nødvendigt af hensyn til mediet og TV 2s egen forretningsplan. TV 2s radiodirektør mener, det er katastrofalt, at radios andel af reklameinvesteringerne fortsat ligger på 2-3 procent. De seneste tre år har ikke ændret væsentligt på det, selv om flere annoncører anvender mediet. "Vi er nødt til at bage den samlede kage større. Den kommercielle lytning og radios andel af reklameforbruget skal op. Ellers sidder vi tilbage med de samme røde tal på bundlinien om 3-4 år," siger Jens Rohde til MediaWatch. "Vi kan ikke længere leve med de børnesygdomme, der har været i branchen. TV 2 har en vigtig rolle at spille, men vi er nødt til at spille sammen i hele den kommercielle sektor," siger Rohde og indikerer dermed, at dannelsen af brancheorganisationen RAB Denmark - efter britisk forbillede – kan få en ny chance. Jens Rohde ser sig dog nødsaget til at holde forventningerne i ave. "Man må ikke bilde sig ind, at vi på få år kan tage store markedsandele fra DRs 70 procent. Hvis nogle drømmer om et stort monopolbrud, så skru' forventningerne ned. Vi har ikke en lang række radioer, hvor man kan skære formaterne til, som DR kan, og det er en begrænsning. Men vi kan lave en radio, der ser fornuftig ud, også økonomisk," siger Rohde, der i forlængelse af ønsket om vækst til mediekategorien, også gerne ser et udbud af flere radiokanaler, hvad enten de tilfalder TV 2 eller andre. Ifølge MediaWatchs oplysninger harmonerer TV 2s forretningsplan til dels med de forudsætninger, som Carat Danmark formulerede for MediaWatch før auktionen. De lød kort fortalt, at TV 2s radio er nødt til at holde en kommerciel share på omkring 30 procent i hele koncessionsperioden, således at radioen tiltrækker samme procentsats af reklamekagen. Samtidig skal radiomediets andel af reklame-investeringerne øges med 10 procent årligt. Radio udgjorde kun 280 millioner kroner i 2005, hvoraf rundt regnet 180 millioner var nationale kampagner ifølge Reklameforbrugsundersøgelsen. Carat vurderede, at TV 2 kan skabe en fornuftig forretning ud fra de forudsætninger, hvis man samtidig trækker på interne ressourcer. Det er ukendt for offentligheden i hvor høj grad TV 2s forretningsplan er baseret på, at man kan trække ydelser fra andre hjørner af virksomheden, hvilket – som Carat peger på - begrænser omkostningerne og dermed kan give en relativ sund forretning. Signalet er indtil videre, at TV 2 investerer og skaber en selvstændig radioenhed og stab. Jens Rohde oplyser bl.a., at man vil købe reklametid på TV 2-kanalerne til markedspris.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også