Ingen udsigt til streamet radio på mobilen

MediaWatch

Live radio streamet til mobilen har lange udsigter, for teleselskabernes datapriser er for høje. Z100 i New York har lanceret "Z100 Mobile", hvor man på mobilen kan høre Z100 live, genhøre interviews, se titler på sange og meget mere. Denne tjeneste koster cirka 25 danske kroner om måneden, ifølge mobilsiden.dk. Men danske radiostationer skal ikke umiddelbart satse på distribution af mediet af den vej, mener radioselskabet Radionet. Hvis noget, der minder om Z100s udbud, skulle tilbydes lytterne i Danmark, kræver det, at datapriserne skal ned. I dag er prisen for en megabyte datatrafik op mod 10 kroner. Det svarer til at betale 280 kroner pr. lyttetime, hvis radioen bare sendes med 64 kbps/sek. Hos Radionet i Aalborg, der producerer stationerne HIT FM og GULD FM, overvejede man for et par år siden et lignende tilbud som det fra Z100. Men da var det for dyrt og alt for få telefoner understøttede tjenesterne. "I dag er teknikken med os, men prisen et problem", siger tekniskchef på Radionet, Henrik Poulsen til mobilsiden.dk Hvis der skal ske noget med mobil-stream, så skal prisen ned, mener Henrik Poulsen, der ikke tror ret mange vil betale penge for at lytte til radio på mobilen, når man kan fange radioen gratis med en FM-radio. Rune Fick Hansen, pressechef i Telia Communications, siger til MediaWatch, at Telia er opmærksom på, at kunderne fremover skal faktureres pr. tjeneste og ikke pr. Mbit, både når det gælder mobil-tv og -radio. "Faktureringsspørgsmålet er noget, som vi skal tage hensyn til i forbindelse med mobil-tv, som også er på vej," siger han. Han tilføjer, at en del mobiltelefoner allerede har indbygget radio, og derfor er mange vant til at lytte til radio via mobilen. Brugerne skal dog leve med, at radio på mobilen har en pris - modsat FM-radio, der jo normalt er gratis, bortset fra licens til DR. "Ligesom netradio er blevet populært, fordi man bl.a. får adgang til mere marginale og specialiserede kanaler, så vil der i fremtiden også være et marked for mobil-radio. Men det kræver selvfølgelig, at man som kunde bliver faktureret pr. tjeneste og ikke pr. Mbit," siger han. Ifølge mobilsiden.dk er selskabet 3 en interessant undtagelse, fordi 3 tilbyder et dataabonnement til fast pris for ubegrænset trafik. Prisen er 373,75 kr. pr. måned. Men det kræver, at man bliver i 3s net, ellers er prisen 7,5 kr. pr. megabyte.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også