Laudrup kommenterer spansk fodbold

MediaWatch

Det er lykkedes Kanal 5 at tilknytte Michael Laudrup som ekspertkommentator til en lang række af kampene fra den bedste spanske række. Michael Laudrup skal berige dækningen af La Liga med sin omfattende indsigt i spansk fodbold efter en lang karriere som spiller i FC Barcelona og Real Madrid, oplyser Kanal 5. "Det er ingen hemmelighed, at jeg holder meget af den spanske liga, hvor man spiller offensivt og attraktivt fodbold. Jeg har prøvet det på min egen krop, og jeg glæder mig meget til være med til at formidle Primera División til de danske seere på Kanal 5," siger Michael Laudrup, der holder sabbatår fra trænergerningen efter at have fungeret som cheftræner i Brøndby IF. Michael Laudrup skal fungere som medkommentator sammen med Kanal 5's Peter Grønborg, som selv har et indgående kendskab til spansk fodbold. "Vi er naturligvis glade for at have fået Michael Laudrup med på holdet. Vi er stolte over at kunne præsentere landets absolut største kapacitet på spansk fodbold, og han vil være med til at give dækningen af La Liga et markant løft," siger SBS TV's programchef, Martin Dalgaard. Michael Laudrups første opgave på Kanal 5 bliver opgøret søndag aften mellem hans tidligere klub Real Madrid og Real Sociedad, der har en af hans tidligere spillere i Brøndby, Morten Skoubo, på holdet. Og i næste weekend er Michael Laudrup og Peter Grønborg klar til både opgøret mellem Sevilla-klubben Real Betis og Real Madrid og storkampen på Camp Nou mellem FC Barcelona og Valencia.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også