Dansk initiativ opdyrker videoproduktion på mobil

MediaWatch

Videoproduktion på mobilen skal afprøves som metode og genre, for der er gevinster for borgeren og den professionelle mediebranche. Film- og videoproduktion er ikke længere en dyr og besværlig affære, men kan nu ske med et greb i lommen. De senere års teknologiske udvikling giver en unik mulighed for at producere indhold via mobiltelefonen. Fænomenet og medietrenden er baggrunden for Lommefilm.dk, der er et nyt dansk forum for film optaget på mobiltelefoner. Lommefilm.dk ønsker at være en inspirerende legeplads for alle, der har en historie, de vil fortælle, og for alle, der ønsker at udforske mobiltelefonen kreativt som medie og lommefilmen som genre. "I første omgang afsøger vi talentmassen. Vi tror, at der er talent til andet end festvideoer og happy slapping," siger Kasper B. Olesen fra lommefilm.dk til MediaWatch. Han ser et interessant potentiale i, at de nyeste telefoner har videooptager, der laver billeder i samme kvalitet som en DVD optager. Lommefilm.dk ser først og fremmest en opgave i at skubbe til en udvikling, hvor den enkelte mediebruger bliver aktivt producerende, frem for blot konsumerende, men Kasper B. Olesen er i ikke tvivl om, at udbredelsen af optageenheder i god kvalitet, der ligger tændt i lommen hos alle borgere, også vil få konsekvenser for den professionelle mediebranche. "Det er et anerkendt fænomen, at mobil-tv er i gang med at nedbryde skellet mellem journalister og borger. Jeg ser det som led i den store demokratisering af medierne og nedbrydning af grænserne mellem kunstnere, professionelle mediefolk og almindelig mennesker. Det drejer sig om, at medieindhold i tekst, lyd og billeder, produceret af brugerne, finder anvendelse på mange medieplatforme, fordi det er frisk og anderledes," siger han og refererer til blogging og til, at mange amerikanske sites, som f.eks. YouTube, er bygget på amatøroptagelser af alt lige fra kunstfilm til uheldige optrin i hjemmet. Lommefilm.dk’s første initiativ for at opdyrke den danske talentmasse er konkurrencen "30 dage – 60 sekunder", der afvikles midt i september. Reglerne er: Lav den bedste dokumentarfilm på maksimum 60 sekunder i de 30 dage konkurrencen løber. Filmen må kun optages ved hjælp af mobiltelefon. De bedste film bliver vist på årets CPH:DOX festival, der starter den 10. november.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også