Mediebrugerne satser fortsat på FM-modtagelse

MediaWatch

DAB udbuddet har ikke samme gennemslagskraft som i England, og forbrugerne går fortsat især efter en FM-modtager, når de skal have ny radio. En af Englands største hifi-kæder, Dixons, har meddelt, at de stopper salget af FM radioer. Salget af DAB radio har overhalet salget af FM radioerne. Hver gang Dixons sælger én FM radio, ryger der 30 DAB radioer over disken. Salget af DAB overhalede de analoge radioer allerede i december 2003. "Den stadig stigende efterspørgsel efter DAB radioer beviser, at vi er trådt ind i den digitale tidsalder. De ældre lidt ulmede lyd, erstattes af en krystalklar digital radiolyd," siger Nick Wilkinson, adm. dir. i Dixons. I DAB Danmark hilser man det engelske skridt velkommen. "England er foran os i udrulningen af DAB. Der er ingen tvivl om, at de tiltag, der gøres i Danmark de næste par år betyder, at vi kommer til at havne i samme situation i løbet af relativt kort tid," siger Marketing Communication Manager Christian Kjeldsen i DAB Danmark. Kommunikationschef hos Branchen ForbrugerElektronik – BFE - Finn Möbius, lytter løbende til de danske producenter og importører, og han tvivler på, at radio/tv-forretninger vil droppe FM-modtagere i en overskuelig fremtid. Ifølge BFEs nyeste data er interessen for at købe FM-modtageudstyr ikke vigende i Danmark. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke også er interesse for at kunne modtage DAB. I 2005 blev der solgt 113.000 DAB radioer. Fordelt på 15.000 stationære, 85.000 bærbare (transistorer) og 3.000 stk. til biler. Der blev solgt 190.000 almindelige bilradioer, mens almindelige modtagere og stereoanlæg til hjemmet sammenlagt lå på 105.000 stk. Det bliver i alt 295.000 FM-modtagere. "Så vidt jeg ved, er størrelsesforholdet det samme i første halvår af 2006," oplyser Finn Möbius til MediaWatch. En af de større producenter af forbrugerelektronik har en anden vinkel på sagen. Det vurderes, at DAB-radioerne ikke bliver et interessant massemarked som produkt og for detailhandlen, så længe Danmarks Radio sidder på alle kanaler. "DAB kommer ikke til at fungere, før DRs dominans på DAB ophører, så de kommercielle radioer også kommer med," siger product- og marketingmanager Jan Peterson hos JVC. I dag sender Danmarks Radio på 16 af de 17 DAB-frekvenser. Det ændres der dog på i 2007. DAB i Danmark får ekstra medvind om tre uger, når der åbnes ti nye sendere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også